I det daglige er jeg korrekturchef på Politiken. Her har jeg været ansat, siden Anders Fogh Rasmussen var statsminister, og Brøndby IF var en slags magtfaktor i dansk fodbold. Jeg har gennem årene læst korrektur på utallige artikler og rettet endnu flere fejl – og ofte bandet og svovlet mere eller mindre højlydt over journalister, der sjusker, og redaktører, der er dårlige til at planlægge og redigerer overfladisk. For sådan ser verden ud, herfra hvor jeg står. Eller stod, for i de seneste to måneder har jeg stået et andet sted.
Det skyldes helt bogstaveligt coronaens fremmarch: Siden midten af marts har jeg haft min arbejdsplads hjemme ved mit køkkenbord. Men i endnu højere grad skyldes det, at jeg i de seneste to måneder har vikarieret som debatredaktør. Og selv om jeg troede, at jeg kendte pressens og ikke mindst Politikens melodier – for nu at tale hermanbangsk – må jeg erkende, at verden ikke er helt så sort-hvid set fra debatredaktionen, som den opleves fra korrekturdepartementet.
