På Strandvejen ved Svanemøllen tager vinden fat i kjolen og løfter skørtet, så det et øjeblik står som en blomstret sommerparasol over cykelstyret, et jubelglimt af bomuld i junis første dage. Med højre hånd folder jeg det på plads igen og tænker, at det ikke bliver sidste gang på turen hjem, jeg vil gøre den bevægelse. Det er en sommerbevægelse, jeg har kendt i årtier, først som pige og siden som kvinde, og kjolerne har været grønne som græsset, blå som havet, sorte som kullet og alle børnesangens andre humør, mens kroppen har forandret sig.
Engang var den en fregnet piges, og da hun kom i puberteten, troede hun, at når nu den krop ikke levede op til et ideal, der lige så meget blev fornemmet som formuleret, var der noget i vejen med den. Derfor ville hun gerne lave noget om ved den, frygtede andres blikke på den, forsøgte at kontrollere og opdrage den og var i det hele taget ofte nedladende over for den.
