0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Christian Jensen tog på cykelferie i strid vesten--vind: »Pludselig var min søn væk. Jeg fandt ham i sideleje i købmandens frugt--afdeling«

Som forældre siger vi, at vi vil udvide vores børns grænser, men kan vi det uden at turde overskride vores egne? Vi vil give vores børn autoritet, men kan vi se det uden at miste vores egen? På en forblæst cykelferie med sin søn fra Hellerup til Struer blev Politikens chefredaktør bragt helt grundlæggende i tvivl om det moderne forældreskab.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Roald Als/POLITIKEN
Tegning: Roald Als/POLITIKEN
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Skal jeg være helt ærlig, så blev denne sommer alt det, jeg ikke havde drømt om. For første gang havde vi besluttet at leje vores sædvanlige hus i Sydfrankrig i ikke én, men to uger. Nu skulle vi helt ned i gear, hele familien.

Jeg kom helt ned i gear. Bare hverken i Sydfrankrig eller i overført betydning. Jeg kom det på min cykel. Sammen med min søn, August på 10 år, har jeg tilbragt ferien et sted mellem gear 1 og gear 2 på strækningen mellem Hellerup og Struer. Vi har været på cykelferie før, men i år var uden sidestykke. Både fysisk og mentalt.

På turen mødte jeg mig selv i faderrollen på en måde, jeg aldrig havde mødt mig selv før. Og selv her efter ferien er jeg dybt i tvivl, om jeg har forvoldt vores søn mere skade end gavn.

Vi havde på forhånd forberedt det meste. Optegnet ret præcise ruteplaner og pakket godt med Labre Larver i cykelkurven, når humør og blodsukker blev lavt. Undervejs skulle vi primært overnatte hos venner og familie og familiers venner. Men vi havde ikke forberedt os på dét, der blev vores forbandelse fra morgen til aften på hele turen.

For dem, der har glemt det: Det blæser typisk fra vest i Danmark, og i denne sommer har der ifølge meteorologerne huseret vindsystemer over Danmark, som slet ikke hører årstiden til. Det tror jeg på. Med højt humør og lavt kondital valgte vi tilmed at cykle mod vest i den allermest storm- og regnfulde juliuge. Nogle dage blæste det med op til 17 meter i sekundet. Stik imod os. Hele vejen. Ikke én kilometers medvind. Sådan føltes det i hvert fald ikke. Selv ned ad bakkerne kunne vi dårligt komme over gear 2 på grund af den pokkers vind, der hvinede i cykelhjelmen som en svanesang over vores tur.

Puha, det var en drøj omgang. Fra Hellerup over Svogerslev, Kalundborg, Samsø, Ry, Dollerup for til sidst at okse os gasblå i ansigterne over de sidste bakker mod blæsten, der gik frisk over Limfjordens vande. Vi synger om Danmark som et land uden høje bjerge, men når det blæser fra vest, kan jeg forsikre om, at Dollerup Bakker føles som Dolomitterne.

På forhånd havde jeg talt med min hustru om, at det var vigtigt, at vi i tråd med de i tiden herskende pædagogiske principper skulle give August nogle nødudgange undervejs. Vi sagde til August, at Danmark ikke er større, end at man altid kan springe på et tog med cyklerne. Han altid bare kunne sige, hvis det blev for hårdt, så fandt vi en togstation.

Det var en nødudgang, jeg inderst inde vidste, vi aldrig ville komme til at bruge. August havde en fornemmelse af medbestemmelse med den nødudgang, men da vi først var i sadlen, overtog jeg projektet helt og holdent. Første gang, han hev i håndbremsen, var på en modbydelig vindblæst vestsjællandsk bakke. Vi havde cyklet 92 km, og dér stod vi med to tunge cykler og fire trætte ben.

Nu ville August altså gerne have det tog. Det var ligesom ikke en mulighed.

Det blev en lang pause, hvor alle mine overtalelsesevner og pædagogiske redskaber faldt på asfalten. Til sidst var der ikke andet at gøre end at gentage det, der blev min faste replik på resten turen: Vi kommer kun videre, hvis vi kommer på cyklen igen.

Det er ikke sådan, at vi ikke nød turen undervejs. Aldrig har jeg oplevet den danske natur så storslået og prægtig. Vi så ørne lette fra g