Chefredaktøren: Når jeg ser politirapporter fra landets større byer, får jeg virkelig ondt af vores unge

Det var nu, de skulle på rustur. Aflyst. Det var nu, de skulle holde introfester. Aflyst. Det var i sommer, de skulle have været på festival. Aflyst. Det var nu, de skulle udforske og udfordre verden med deres utæmmelige, ungdommelige overmod. Aflyst.

Som hjemstavnsbundet, hæmmet og tæmmet i ungdommens pumpende vildskab og dårskab er der vel ingen, der betaler en større pris i form af tabt livsfortjeneste under coronakrisen end vores unge.

De bliver formentlig ikke generationen, der på dannelsesrejsen lader blodet bruse i stormende forelskelse. De bliver ikke generationen, der om 25 år fortæller deres børn, at det var over lejrbålets sidste gløder på universitetets rustur, at de med fugtige håndflader for første gang flettede fingre med mor eller far. De bliver den aflyste generation, der vil mødes, feste, fejre og forelske sig på nye måder og under nye sociale former og normer.