Det var nu, de skulle på rustur. Aflyst. Det var nu, de skulle holde introfester. Aflyst. Det var i sommer, de skulle have været på festival. Aflyst. Det var nu, de skulle udforske og udfordre verden med deres utæmmelige, ungdommelige overmod. Aflyst.
Som hjemstavnsbundet, hæmmet og tæmmet i ungdommens pumpende vildskab og dårskab er der vel ingen, der betaler en større pris i form af tabt livsfortjeneste under coronakrisen end vores unge.
De bliver formentlig ikke generationen, der på dannelsesrejsen lader blodet bruse i stormende forelskelse. De bliver ikke generationen, der om 25 år fortæller deres børn, at det var over lejrbålets sidste gløder på universitetets rustur, at de med fugtige håndflader for første gang flettede fingre med mor eller far. De bliver den aflyste generation, der vil mødes, feste, fejre og forelske sig på nye måder og under nye sociale former og normer.
Ungdommen er slået hjem, og derhjemme bliver de tilsyneladende fortsat behandlet som uopdragne børn af en herskende klasse af vrisne, modfaldne voksne, der kræver terrasse- og matrikeltyranniets ordensregler nidkært overholdt: Ro før midnat.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar