Det har været Arnes uge, og jeg under inderligt ham og hans fæller det. At få ret til en beskeden pension efter 47 år på arbejdsmarkedet virker helt igennem fair, også selv om jeg er spændt på at se, hvilke problemer der kommer med at få dokumenteret deltidsansættelse helt tilbage til 70’erne.
På sociale medier har jeg set talrige højreorienterede debattører forklare ivrigt om alt det benhårde løsarbejde, de har haft i ungdommen, som burde kunne berettige også dem til tidlig pension.
Dem om det. For mit vedkommende vil selv de mest kreative beregningsmodeller ikke kvalificere mig til den nye ordning – min korte og lidet gloriøse karriere som uddeler af Det Grønne Område og en endnu kortere tid som juledekoratør i Magasin du Nord er næppe nok – men det skal ikke hindre mig i at heppe på Arne.
Men den megen snak om pension og det gode liv, der venter det grå guld i den tredje alder, har endnu en gang aktiveret min livslange undren over, hvorfor der ikke er meget mere fokus på at få bedre tid og livskvalitet, mens man rent faktisk stadig arbejder.
Det vil da være meget bedre ikke slet ikke at blive nedslidt, end at skulle kæmpe sig frem til Arne-ordningen med Panodiler og knofedt.
I begyndelsen af året kunne vi fejre 100-året for indførelsen af 8-timers arbejdsdagen. Den kom efter næsten 30 års kamp og trådte i kraft for alle fag – minus landbrug og søfart – 1. januar 1920. Det var et kæmpeskridt frem, før havde folk puklet som bæster i 10-12 timer seks dage om ugen. Endelig blev der tid til andet end arbejde.
Men siden er udviklingen stort set gået i stå. Bevares, der er kommet en todages weekend, og den daglige arbejdstid er blevet en lille bitte smule kortere.
Men det er små skridt, og de sidste mange år er udviklingen i retning af en kortere arbejdsuge gået fuldkommen i stå.
Den nuværende 37-timers uge blev indført i 1990 – for 30 år siden. 30 år? Det var før internettet. Burde al digitaliseringen og de store effektivitetsforbedringer, vi allesammen er blevet tudet ørerne fulde af, ikke have kunne ført til et par nøk mere i retning af mindre arbejde og mere fritid?
Tesen om,at udviklingen bør gå i retning af mindre arbejde, er ikke just ny. Allerede tilbage i 1930 spåede John Meynard Keynes, verdens vel mest indflydelsesrige økonom i nyere tid, at arbejdsugen ville komme ned på 15 timer.
Sådan er det mildt sagt ikke gået, tværtimod kan man let få indtryk af, at alle de digitale hjælpemidler, smartphones og computere har fået folk – i al fald kontorfolket – til at arbejde mere end nogensinde.
Men snart dages det, brødre. For også på dette punkt kan man håbe, at coronakrisen bliver et vendepunkt. I Tyskland har den største fagforening, IG Metall, i denne uge annonceret, at man nu vil presse på for at få indført en 4-dages uge.
Tesen er sådan set enkel nok. Coronakrisen har gjort det svært at få presset lønnen op, og så er et godt alternativ at gå efter arbejdstiden i stedet for. Om det lykkes for IG Metall at komme igennem med sine krav, er selvsagt for tidligt at sige, men jeg hepper på dem og håber, det kan inspirere FH og andre – måske endda Socialdemokratiet – herhjemme.
Penge er som bekendt ikke alt, og det giver i den grad mening for fagbevægelsen at kæmpe for mere tid til at realisere alt det andet ud over arbejde, som livet kan og bør byde på.
Hjemmekontoret kan blive 'the new normal': Forskere opfordrer til diskussion af, hvad der er det gode arbejdslivDer har allerede været fremsynede firmaer og kommuner, der med stor succes har eksperimenteret med 4-dages ugen. Færre sygedage og mere produktivitet har typisk været erfaringen.
Så lad endelig Arne få sin tidlige pension. Det har han fortjent. Men kæmp for, at andre slet ikke får brug for ordningen. En kortere arbejdsuge er et godt sted at begynde.
fortsæt med at læse
