I Qatar lever gæstearbejdere under slavelignende forhold, hvor udrejse er umulig, fordi arbejderne bliver frataget deres pas, når de bliver ansat; lønnen er lavere end lovet, hvis den da ikke helt udebliver; og arbejdsmiljøet er ikke bare ubehageligt, men ofte livsfarligt.
I Hviderusland forfølges og chikaneres idrætsstjerner. De arresteres for deltagelse i regeringskritiske demonstrationer, deres klubber og træningsfaciliteter lukkes, de beretter om målrettede indbrud og overfald og bliver truet til tavshed af myndighederne.
Lyder det kritisabelt? Naturligvis. Selv et slidt moralsk kompas vil pege i retning af fordømmelse.
Men der sker en slags etisk reaktion, en moralsk omdannelse af rigtigt og forkert, når man tilføjer elitesporten. Pludselig kan hverken ministre, forbundsformænd eller garvede magthavere få øje på selv de mest åbenlyse menneskerettighedsbrud. Der står millionindtægter i vejen for deres udsyn, og disse magtmennesker begynder at gentage nonsens om, at sport og politik ikke skal blandes sammen, selv om de to ting er lige så tæt forbundne som remoulade og ristede løg.
Hviderusland er det absurde eksempel. Diktaturstaten skal til maj lægge is til verdensmesterskabet i ishockey i samarbejde med Letland. En stor politisk sejr for den pressede leder, Aleksandr Lukasjenko, og for formanden for landets olympiske komité – samme Lukasjenko.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar