0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

Hvor længe skal vi finde os i overgreb og tyranni, før idrættens magtelite handler i stedet for at sludre?

Danmarks ukritiske og konsensussøgende idrætspolitiske linje er en ynkelig skændsel.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling (arkiv)
Foto: Jens Dresling (arkiv)
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I Qatar lever gæstearbejdere under slavelignende forhold, hvor udrejse er umulig, fordi arbejderne bliver frataget deres pas, når de bliver ansat; lønnen er lavere end lovet, hvis den da ikke helt udebliver; og arbejdsmiljøet er ikke bare ubehageligt, men ofte livsfarligt.

I Hviderusland forfølges og chikaneres idrætsstjerner. De arresteres for deltagelse i regeringskritiske demonstrationer, deres klubber og træningsfaciliteter lukkes, de beretter om målrettede indbrud og overfald og bliver truet til tavshed af myndighederne.

Lyder det kritisabelt? Naturligvis. Selv et slidt moralsk kompas vil pege i retning af fordømmelse.

Men der sker en slags etisk reaktion, en moralsk omdannelse af rigtigt og forkert, når man tilføjer elitesporten. Pludselig kan hverken ministre, forbundsformænd eller garvede magthavere få øje på selv de mest åbenlyse menneskerettighedsbrud. Der står millionindtægter i vejen for deres udsyn, og disse magtmennesker begynder at gentage nonsens om, at sport og politik ikke skal blandes sammen, selv om de to ting er lige så tæt forbundne som remoulade og ristede løg.

Hviderusland er det absurde eksempel. Diktaturstaten skal til maj lægge is til verdensmesterskabet i ishockey i samarbejde med Letland. En stor politisk sejr for den pressede leder, Aleksandr Lukasjenko, og for formanden for landets olympiske komité – samme Lukasjenko.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts