Vi kan næsten ikke holde til mere, og vinteren skal først lige til at begynde.
Vi er fanget i vores eget land. Vi må højst mødes med 10 personer. Vi arbejder hjemme. Vi møder verden bag masker. Vi er isoleret. Vi er alene.
Desværre er der intet nyt i det. Og netop det – at det ikke er nyt – er faktisk det allermest modbydelige. Det abnorme er blevet normalt. Det ekstraordinære er blevet ordinært.
Det er her, vi står som menneskehed og samfund: ved en smal, trang og mørk passage til en vinter, der efter alle soltegn og sundhedsfaglige kalkuler at dømme blot vil føre til endnu mere af alt det, vi allerede har fået alt for meget af: ensomhed og isolation. Både for os selv, vores nærmeste og vores fjerneste.
Vi kan varme os ved håbet om fremskridt i laboratorierne. Måske er lægevidenskaben på vej med en vaccine, der kan gøre denne vinter til den første og sidste, hvor vi er bundet af pandemisk undtagelsestilstand. Vi kan håbe.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar