På onsdag er det slut. Det fire år lange globale mareridt, som Trump-æraen har været, klinger endelig ud. Forhåbentlig ikke med et brag, men med et dybtfølt lettelsens suk. Jeg husker klart, hvor umådelig sørgeligt jeg syntes, det var, da Barack Obama overdrog magten til ham i 2017. Hele scenen var så uendelig trist med Hillary og Bill Clinton siddende på tilskuerpladserne, hvorfra de kunne se på den store bølle, som højt og helligt sværgede at ville beskytte den amerikanske forfatning.
Allerede dengang klingede ordene hult, men at han selv direkte ville anstifte et angreb på Kongressen, var der næppe mange, der havde forestillet sig. Helt sikkert ikke jeg. Som mange andre troede og håbede jeg, at de såkaldt voksne omkring Trump ville sikre en vis form for normalitet. Men nej.
