Igen i denne uge var Mette Frederiksen ude med en kritisk appel om en demokratisk samtale, der savner »nye vitaminer«. »Fragmenteret« og »overfladisk« var ordene, hun brugte i sin åbningstale til Folketinget. Hvor hun tidligere over én kam har kritiseret alle medier – også de publicistiske som denne avis – var budskabet i åbningstalen rettet direkte mod de sociale medier.
At landets statsminister kerer sig om kvaliteten af den demokratiske samtale, er glædeligt. Særligt i en uge, hvor Facebook blev ramt af syndefaldet, da en tidligere ansat dokumenterede, hvordan Mark Zuckerberg grusomt udnytter unge pigers ulykke, ignorerer overgreb i Myanmar og i det hele taget lader hånt om demokratiet. Derfor er det godt, at regeringer over hele verden nu langt om længe har mistet tilliden til Facebook og det samfundsnedbrydende algoritmetyranni. Nu skal techgiganterne kontrolleres og reguleres, lyder det. Det er på høje tid.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























