Der skal da ikke herske nogen tvivl om, at det formentlig er forholdsvis skrapt, hvad den siddende regering i almindelighed og statsminister Mette Frederiksen i særdeleshed har bedrevet i forbindelse med den såkaldte minkskandale. Skandaløst er nok ikke nogen helt dårlig betegnelse, idet vi har at gøre med en handlekraft, der trodsede lovens bogstav. Man kan nok ligefrem sige, at den politiske natur fik lov til at gå over optugtelsen, om end i en højere sags tjeneste.
Men når det er slået fast, så mangler vi stadig at drøfte, om der vitterligt er tale om ’den største politiske skandale’ i det danske demokratis historie, som visse ungliberalistiske kræfter hævder med stentorrøst og blikket fast naglet på et regeringsskifte, der – i heldigste fald – kunne udløse en moderat ministerbil. Imidlertid bliver det nok primært en diskussion om kejserens skæg, eller hvorvidt et tordenskrald er højere end Rundetårn. For der er ingen matematiske formler for, hvordan en skandales omfang udregnes. Man kan ikke bare gange med noget og så tallet pi. Det er ganske enkelt ikke så simpelt.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























