Klokken er 4 mandag morgen, og jeg kan ikke sove. Som så mange andre nætter giver jeg over for at vende og dreje mig i sengen og står op. Jeg ifører mig min tykke vinterjakke, halstørklæde og mundbind. Som det sidste, inden jeg træder ud ad døren, putter jeg høretelefoner i ørerne og skruer godt op for musikken.
Selv i en storby som Seoul med over 10 millioner indbyggere er der på bestemte steder på bestemte tidspunkter komplet mennesketomt. Mit lille beboelseskvarter klokken 4.30 om morgenen er et af de steder. Jeg trasker ned ad de øde gader og ser på lukkede butikker og slukkede neonskilte. Pludselig dukker en mørk skikkelse frem fra en af sidegaderne. Ligesom mig er han også godt klædt på med hætten slået op og et sort mundbind, der dækker det meste af hans ansigt. Han er høj og bredskuldret og går imod mig med faste skridt.
