For nylig skrev vi her i avisen, at der i år er premiere på mere end 200 spille- og tv-film, der hedder noget med ’Christmas’. Det er dobbelt så mange som i 2016 og fire gange så mange som i 2011. Folket ønsker sig tilsyneladende julefilm som aldrig før, og hvad de ønsker, skal de få. Eller også har tv-kanaler og streamingtjenester blot fået øjnene op for, at der er gode penge i at opfylde netop dette ønske.
Konklusionen på den totalt uuvildige stikprøvekontrol, jeg gennem årene har foretaget, er i hvert fald, at der er stadig længere mellem snapsene, hvad julefilm angår. More is less, kan man roligt sige. Men når det er sagt, indrømmer jeg da gerne, at der er noget stærkt beroligende ved at se, at uanset hvor meget ondt filmenes hovedpersoner må gå igennem, bliver det altid jul alligevel. Jeg mener: Nogle gange kan man jo godt selv tvivle.
