Skulle det ske, at jeg en dag efter alvorlig sygdom kommer til bevidsthed på en hospitalsafdeling, hvor der er risiko for at møde overlæge Morten Ziebell, vil jeg, i det omfang kræfterne er der, tage flugten. Jeg bliver ikke frivilligt liggende face to face med en mand, der ønsker, at jeg kradser af og ikke stiller rutinemæssige krav til et dansk sundhedsvæsen om behandling. Krav, vi i følge Ziebell skal vænne os af med. Vi skal snarere vænne os til at dø.
Morten Ziebell mener, at vi ikke dør i tilstrækkeligt omfang. Det kan man læse i en kronik i Altinget. Han er utilfreds med, at han og hans system bliver sat under et enormt forventningspres, når en regering meddeler, at den kæmper for at redde liv. Det skal den holde op med. Statsministeren skal også holde op med at omtale ethvert dødsfald som en tragedie. Hun tager fejl, siger han og understreger, at det ikke er coronaindsatsen, han langer ud efter. Problemet er, at indsatsen koster på livskvaliteten hos andre behandlingskrævende borgere. Overlægen ser ikke kun et forventningspres, men også en mangel på forventningafstemning mellem behandlere og politikere. Hvem skal definere råderum, fordele sparsom tid og vælge satsninger? Hvem må være her, hvem må ikke? Hvem tager ansvaret, hvem tør ikke? Hvem og hvad er ressourcespild?
