Frankrig er ikke bare et sekskantet land i Europa og et forhenværende imperium med et sprog, der tales af 300 millioner mennesker jorden rundt. Frankrig er en idé: »Alle mennesker er født og forbliver lige og frie«. Det står i første linje af den universelle menneskerettighedserklæring, som blev proklameret under revolutionen i 1789. Frankrig er ’menneskerettighedernes land’.
Men idéen om de selv samme menneskerettigheder er ofte blevet angrebet. Snart fra venstre, snart fra højre, snart fra positioner, der ikke har med politik at gøre. For tiden spørger mange filosoffer og teologer sig selv, om det vigtige og gode, der står såvel i erklæringen fra 1789 som i FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948, i grunden hviler på et tilstrækkelig solidt et grundlag? Er jura godt nok? Hvad vil det overhovedet sige, at noget er ’en rettighed’? Ville det være klogere og mere langtidsholdbart at tænke i værdier og værdigheder end i rettigheder?
