Alvor. Det er det rette ord. Det eneste. For den fundamentale alvor er tilbage i dansk politik. Mens kampen mellem ret og uret udfoldes i Ukraine, virker debatten om velfærd eller skattelettelser som daggamle ekkoer fra en sorgløs tid. Selv tristessens mester, socialminister Astrid Krag, har svært ved at finde en grimasse, der kan passe. Det, vi troede var verdensordenen, hvor skrøbelig den end måtte være, fragmenteres over Kiyv. Og ingen ved præcist, hvad der kommer i stedet. Men en ting står mere klart, end det har gjort i årtier: Danmark er et lille land, hvis eksistens og frihed er afhængig af et internationalt system, der bygger på regler. Kernen i vores udenrigspolitik er en fuldtonet bekendelse til det multilaterale samarbejde. Stærke alliancer. Langt om længe er regeringen og de borgerlige partier vågnet af deres kræmmeragtige døs, hvor man undveg ansvaret for, at Danmark levede op til Nato-løftet om, at hæve forsvarsudgifterne til 2 procent af bnp. Hellere en Arne-pension. Eller en skattelettelse til de rigeste. Det må og skal være slut nu.
Giv os en sikkerhedsskat, eller begrav det platte forslag om en velfærdslov! Tiden er til handling. Og valg. Det lette handler om kroner og øre. Det svære om værdier og deres betydning. Hvis Vesten har fremstået svag og famlende gennem de seneste år, skyldes det ikke forsvarets budgetter, men populistiske og opportunistiske forsøg på at undergrave vores vigtigste institutioner. Der findes ikke ét sekund siden ophøret af den kolde krig, hvor Nato samlet set har været reelt udfordret af Rusland eller Kina. Til gengæld har modstanden mod selve ideen om, at lande afgiver suverænitet og privilegier for at løse problemer i fred, fordragelighed og fællesskab fået lov at vokse uhæmmet.
