En klog veninde beskrev engang det at blive ældre til mig som en bevægelse mod »mindre og mindre larm i hovedet«. Al den usikkerhed og konstante målen og vejen sit eget liv og værd mod andre, som for mange er en stor del af ungdomslivet, stilner heldigvis langsomt lidt af for de fleste. Og der er ingen tvivl om, at netop denne slags ængstelighedens mekanismer er en del af svaret på unges mistrivsel. Netop den larm er der kun blevet skruet op for, i takt med at unge mennesker har fået uendelige måder at måle og vurdere sig op mod andre på med et karakterræs, der starter tidligere og tidligere, og med sociale medier og tjekkede bloggere. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan jeg havde haft det som teenager, hvis jeg altid havde været klar over præcis, hvor mange fede ting alle mine jævnaldrende lavede, mens jeg selv spiste toast og så ’Beverly Hills’ på sofaen.
Men en anden del af forklaringen på de unges stigende mistrivsel, tror jeg, er meget mere simpel. Meget mere praktisk: De har brug for et stabilt sted at bo.
