For nogen tid siden skrev jeg en klumme om strategisk inkompetence. At være bevidst dårlig til visse kedelige opgaver, så man får tildelt færre af dem. En afgørende del af ethvert godt arbejdsliv og noget, som mange ciskønnede mænd igennem mange år med stor succes har brugt til at minimere deltagelsen i kedsommelige arbejdsopgaver i hjemmet. Det sidste er dog desværre nu blevet opdaget og under hastig afvikling.
Jeg stødte på begrebet strategisk inkompetence i en bog af Malcolm Gladwell, som jeg læste i en hængekøje en sommer, et klassisk eksempel på, hvordan de bedste tanker og ideer ofte kommer ind i hovedet på en, mens man slapper af. Det er nok også derfor, at folk, som arbejder hele tiden, ofte er ret kedelige at tale med – de har ganske enkelt ikke tid til at opdage sjove ting, læse underlige bøger og få interessante tanker.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























