Næsten så længe, jeg kan huske, i hvert fald hele dette årtusinde, har én ting været en naturlov i dansk politik: Udlændingepolitikken skulle strammes. Uanset hvad problemet måtte være i en given sag, var en del af svaret altid og uden nogen slinger i valsen det samme: Udlændingepolitikken skulle strammes. Især i valgkampe måtte de medborgere, der ikke har ærkedanske rødder helt tilbage til de Jellingsten, som vi nu snart ikke længere kan læse inskriptionerne på, have nogle rituelle drag over nakken.
Men måske er det endelig vendt. For vel er der masser at blive deprimeret over i denne valgkamp og rigeligt med kriser. Men det er, som om udlændingepolitikken og kapløbet om at finde på de mest absurde og ydmygende udlændingepolitiske stramninger ikke længere er omdrejningspunktet i dansk politik.
