Så røg store bededag. Eller det gør den i al fald, hvis den nye regering får det, som den gerne vil have det. Store bededag blev, som jeg kan læse mig til på Wikipedia, indført tilbage i 1686, men her små 350 år senere går den åbenbart ikke mere. Nu skal der mere blus under kedlerne, gang i hjulene, fut i fejemøget. Vi skal som gode soldater i konkurrencestatens hellige tjeneste alle sammen give den en skalle mere.
Ifølge regeringsgrundlaget er det forunderligt nok Putins skyld, at der ikke længere er råd til store bededag. Lige den del virker ret rablende, men ellers er meningen og budskabet i SVM-regeringens planer tydelige nok. Der skal arbejdes mere, hvis velfærdsstaten skal bestå. Riget fattes penge, der er for få varme hænder, og kriserne kradser på alle fronter.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.



























