Fotografiet er maleriets dødsfjende. En kunstart for de mislykkede, dovne og uduelige unge mennesker, som ikke var gode nok til at male. En dum, blind og imbecil fascination, som invaderer kunstens hellige territorium. En sammensværgelse farvet af lige dele hævn og hjerteløshed. Ja, det burde forbydes.
Sådan skrev Charles Baudelaire i et åbent brev i 1859. Vreden var udløst af, at fotografiet i de år var blevet allemandseje og langsomt erstattede maleriets rolle i samfundet. Historisk havde maleriet dokumenteret historien og dens vigtigste personer og steder. Kunstmaleren var dengang en fotograf. Med fotografiets folkelige gennembrud mistede maleriet den rolle og blev sat fri til at være kreativt og abstrakt.
