Engang først i dette årtusind var jeg en del af et efterforestillingsselskab på Aalborg Teater sammen med bl.a. den alt for tidligt afdøde teaterinstruktør Henrik Sartou. Vi talte naturligvis om teater, men hvad emnet mere præcist var, har jeg glemt. Derimod husker jeg tydeligt, at Henrik Sartou på et tidspunkt med sit karakteristiske skælmske smil sagde noget om, at Det Kongelige Teaters publikum faktisk burde få udleveret papkroner, som de kunne have på hovedet under forestillingerne. Dermed ville de konstant blive mindet om, hvilket teater de sad i. Underforstået: Ellers var der ikke noget særlig kongeligt over nationalscenen.
Det gjorde indtryk. Tænk, at en anerkendt instruktør kunne sige sådan om selveste Det Kongelige Teater. For mig, der dengang studerede teatervidenskab, var nationalscenen skuespilkunstens højborg. Det sted, hvor man aften efter aften kunne se de bedste skuespillere i alle aldre udfolde sig, dengang vist med Ghita Nørby og Sonja Richter i hver sin ende af aldersskalaen. Jeg følte mig privilegeret, hver eneste gang jeg gik derind. Og det var ikke så sjældent.
