Nytårsaften besluttede jeg mig for, at der var tre kampe, jeg aktivt ville dedikere min tid til i 2023.
1. Manglen på parkeringspladser på Nørrebro – faktisk lige omkring, hvor jeg bor. 2. At det ikke er muligt at få et digitalt rejsekort på sin telefon. Altså, alt er jo galt med det system – hvorfor i alverden står standerne så åndssvagt, og hvorfor kan man ikke bare stemple ind med sin telefon? 3. At det er rigtig ulækkert, at de fleste takeaway-kaffesteder har indrettet sig sådan, at man skal røre ved alle de andre låg, når man tager et låg til sin kaffe. Med fingrene. Jeg troede faktisk, at vi efter corona havde etableret konsensus om, at vi ikke skal rende rundt og slikke på ting, som andre har rørt ved.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























