Mennesker, der har taget en uddannelse for at arbejde med børn, syge eller ældre mennesker, har for det meste gjort det, fordi de gerne vil arbejde med andre mennesker. Fordi det er meningsfuldt. I løbet af en årrække får de opbygget en faglighed. Det kan være pædagogen, der er god til at håndtere et uroligt barn. Eller læreren, der ved, hvordan hun skal motivere sine elever. Hjemmehjælperen, der gerne lytter til den ældres livshistorie over en kop kaffe, fordi han synes, det er spændende, og mærker, at samværet og genfortællingen giver glæde og energi begge veje. Det er meningsfuldt.
Det, der ikke giver mening, er, når offentligt ansatte med fagligheden i orden bliver bedt om at gøre ting, som de inderst inde ved ikke giver mening. Ingen tvivl om, at det sker i den offentlige sektor. Og nu vil regeringen så sætte gang i den »mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie«, som den kalder det. Det lyder virkelig stort og ambitiøst.
