Et kvindeliv er cyklisk på mange måder. Rigtig mange kvinder kan f.eks. regne med en fast månedlig markering af, at de i kroner og øre er mindre værd end deres mandlige kollegaer. Måned efter måned, år efter år. Også her på Politiken.
Det blev endnu en gang slået fast, da det i denne uge kom frem, at den nye lønmodel, som avisens ledelse indførte for at sikre ’lige løn for lige funktioner’ og dermed forhåbentlig gøre op med årtiers uligeløn, er slået fejl. Ja, faktisk er det ikke kun mislykkedes at nedbringe løngabet mellem de mandlige og kvindelige ansatte, det er ligefrem lykkedes at få forskellen til at vokse. Sidste år var de mandlige journalisters løn gennemsnitligt 2.646 kroner højere end deres kvindelige kollegaers. I 2021 var den gennemsnitligt 2.110 kroner højere og i 2020 1.765 kroner højere. Så løngabet er altså steget med knap 900 kroner siden 2020.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.

























