Vi er gået ind i uge 24, og det er fedt, hvis man er sådan en, der elsker at kombinere samtaledemokrati med store fadøl og krøllebølle-is. For på torsdag går det ned på Bornholm, når politikere, meningsdannere og massevis af plastikkrus med brune læskende væsker indtager scenerne på dette års folkemøde. Programmet er spækket med spændende og vedkommende events for alle samfundsengagerede borgere, der er nysgerrige på at få et dybere indblik i det politiske Danmark og på at opleve selve inkarnationen af den offentlige debat. Man kan for eksempel stikke hovedet forbi, når Liberal Alliance inviterer til en slags workshop under overskriften ’Ny på borgen- do’s and don’ts’. Eller man kan få et sjældent indblik i de tidlige stadier af svingdørslobbyisme, når Dansk Erhverv afholder arrangementet ’Reformworkshop: Troels Lund Poulsen i dialog med CEO’s’. Det er fandme deliberativt demokrati, der batter, og vi vil bare gerne bede om det, vil vi. Eller vil vi? Hvad får vi som samfund ud af at skåle med vores magthavere og synge fællessang med Peter Mygind? Hvorfor er det egentligt, at vi opfatter ovennævnte aktiviteter som demokratistyrkende? Det er jo ikke ligefrem, fordi vi får indflydelse på Danmarks klimapolitik af at sidde og hyggediskutere global opvarmning i et glohedt telt.
Personligt kan jeg i hvert fald godt forstå dem, der ser på folkemødet med en vis skepsis. Som mange andre unge mennesker kan pessimismen og afmagten af og til skylle ind over mig og lamme min kampgejst og tro på, at en lysere fremtid kan opnås indenfor de eksisterende demokratistrukturer. Jeg kan få lyst til at råbe ad folk, der ikke tror på klimaforandringerne eller nægter at acceptere kønsidentiteter, der ikke er binære. Jeg kan endda ende på nippet til at holde mig fysisk for ørerne eller gå min vej fra. Men jeg prøver virkelig at bevare fatningen og blive stående, for der er ingen, der bliver klogere af at blive råbt ad eller skredet fra. Det oplever jeg desværre, at vi veloplyste venstreorienterede unge mennesker kan være dårlige til at huske på, når vi bliver konfronteret med verdenssyn, vi ikke opfatter som acceptable. Det er, som om vi har glemt, at der er en grund til, at folk danner holdninger.
