Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) benytter det moralske argument: Vi skal arbejde, fordi det gør os til bedre mennesker, og i øvrigt for at opretholde et skattefinansieret velfærdssamfund. Hvis alle melder sig ud af det, nogle kalder hamsterhjulet, og ligesom forfatteren Maj My Midtgaard Humaidan flytter til Ærø og lever af en halv løn og en køkkenhave, vil der på langt sigt ikke være råd til at opretholde velfærden i samfundet, lyder det fra ministeren i forbindelse med hans nye bog, ’Arbejdets land’.
Det er klart, at skattefinansieret velfærd ikke kan opretholdes, hvis alle danskere holdt op med at arbejde og med at betale skat. Men som Kaare Dybvad Bek også erkender i Politikens interview lørdag, er der ikke overhængende fare for, at netop det problem er superaktuelt lige nu. De danskere, som vælger arbejdet fra til fordel for ølivet, kan tælles uden brug af regnemaskine. Tværtimod kæmper øer rundtom i Danmark med at tiltrække skatteydere og energiske mennesker, der har lyst til at lægge deres kræfter i forpligtende fællesskaber ved færgelejerne.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























