»Men tænker du på dig selv som britisk eller dansk?«, spurgte min unge nevø mig. Ligesom resten af min engelske familie er han helt pjattet med Danmark og kommer ofte herover og lader sig forbløffe over, hvor ren, velordnet og fantastisk København er. For nylig kom han på besøg hos os og fablede om Wood Wood-butikken i Grønnegade, Aldis lave priser på Prince-chokoladekiks, og hvor billig den offentlige transport er (hvis man vil fra London til Manchester på én dag, er det efterhånden bedre at chartre et privatfly).
Jeg er vant til, at mine yngre slægtninge stiller mig alle mulige spørgsmål om livet her i Danmark.»Hvordan kan du forstå, hvad de siger, når de taler dansk?«. »Hvorfor laver de den der akavede vinkehilsen, hver gang de går gennem kupédørene i et tog?«. »Hvad siger du, får de penge for at gå på universitetet?«. Den slags. Men det her kom alligevel bag på mig. Det var aldrig faldet mig ind, at jeg nogensinde ville kunne føle mig dansk.
