Kedeligt, klodset og klamt. Hvordan skal man ellers beskrive medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti Mette Thiesens latterlige henvendelse til transportminister Thomas Danielsen? Som hun skriver i et paragraf 20-spørgsmål: »Hvad agter ministeren at gøre primært for at skabe tryghed for de kvinder, som i den kommende julefrokostsæson ikke er trygge ved at hyre en taxi nu, hvor rigtig mange af taxichaufførerne er indvandrere?«. Suk.
Det er ikke slet skjult. Om det er racisme, må jurister vurdere. Om det er anti-muslimsk er åbenlyst. Tilfældigt er det ikke. For under Morten Messerschmidts ledelse har Dansk Folkeparti taget et ekstremt sving til højre på udlændingepolitikken. Man forpasser ikke en anledning til at lufte sin islamofobi. Det er brovtende på en måde, der får årene med Pia Kjærsgaard til at fremstå som et nytårsstævne hos de radikale.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























