Vi kan lige så godt komme i gang. Julen står for døren. Og med den årsskiftet og tilbageblikket. Kavalkaderne i de bløde sofaer. Svikmøllen er allerede i salg. Hvad har vi lært af året, der gik? Hvem er den største klaphat – Mike Fonseca eller Lars Boje Mathiesen? Var Theresa Scavenius problemet i Alternativet, eller var problemet problemet? Var Mette Frederiksen lige så tæt på Nato-jobbet, som hun selv troede? Hvor aktiv var Troels Lund Poulsen i at undergrave Jakob Ellemann-Jensens lederskab? Det skal nok blive en god snak i en munter tone.
Men noget større er på spil. Personligt er jeg ikke i tvivl: 2023 blev året, hvor den danske politiske elite mistede definitionsretten på fremtiden. Det er værre, end det lyder. For vi står i en situation, hvor regeringen og de førende partier på Christiansborg ikke evner at sætte og fastholde en dagsorden, der rækker længere end til næste uge. Hvor kvaliteten af Folketingets beslutninger er så ringe, at det nærmer sig det skandaløse. Og værst af alt udstiller det en politisk tilstand, hvor antallet af ligevægtspunkter og særinteresser er så omfattende, at der reelt har indfundet sig en kollektiv handlingslammelse.
