Lyt til artiklen
I min barndom var det ofte sådan, når min mor holdt jul i den sammenbragte og kollektivt tilvalgte familie, at der var nye ansigter rundt om bordet. Det kunne være en nyskilt veninde, der sad med sit ømme morhjerte og en længsel efter fællesskab.
Det kunne være en østtysk ven på gennemrejse, der havde en kurv med tyske specialiteter med til julebordet. En svensk ven, der sang fremmede julesange om træet. Det kunne også være et barnløst par fra Tel Aviv, eller min mosters unge, italienske elsker, der et år lå på knæ for hendes fødder det meste af juleaftenen og begavede hende med små pakker af finurlige kærlighedsgaver, marmelader, øreringe, porcelænsfigurer og labre spegepølser.
