Statsminister Mette Frederiksen har annonceret et paradigmeskifte i velfærdssamfundet. Hverken mere eller mindre. Vi taler altså om noget, der kan måle sig med overgangen fra Ptolemæus’ geocentriske verdensbillede fra årene efter Jesu fødsel og så til det heliocentriske syn på sagerne. Eller springet fra Newton til Einstein og Bohr. Den slags. Et før og et efter.
Det er modigt af statsministeren. Stor respekt. Det handler om ældreplejen. Velfærdssamfundets smertensbarn. Den evige politiske kampplads, der bare vokser og vokser, i takt med at vi bliver flere og flere ældre. Kommunerne er presset. Plejehjemmene er mange stedet blevet præhospicer eller bosteder for meget krævende ældre. Medarbejderne er slidt ned til sokkeholderne. Rekrutteringen vanskelig. Vores politikere svarer tøvende på, om de vil være trygge ved at sende familien i den retning.
