To år er gået med krig i Ukraine. Meget trist. Og om lidt – onsdag i den kommende uge– er der gået to år med det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik. En monumental aftale, hvor Socialdemokratiet, Venstre, de radikale, SF og de konservative forpligtede sig til at løfte de danske forsvarsudgifter til 2 procent af bnp inden udgangen af 2033. Det er en god aftale. På mange måder statsminister Mette Frederiksens vigtigste bidrag. Alvorligt. Sagligt og seriøst. Langsigtet og med en massiv opbakning i både Folketing og befolkning.
Men holder kompromiset i dag? Jeg er bekymret for, at det er ved at flosse i kanterne. Af flere grunde. For det første lader regeringen til at sammenblande nationens udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser med egne og mere kortsigtede dynamikker. I januar advarede den svenske forsvarschef, Michael Bydén, om, at der var en reel fare for krig. Altså en klar opfordring til alle svenskere om at købe rigeligt med knækbrød og frosne kanelboller og sørge for brænde på ødegården. Bortset fra dem, der skulle gøre aktiv modstand. Vores forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, hvis hvilepuls kan bruges som et vaterpas, manede til ro: »Den svenske forsvarschef har sagt, at man skal forberede sig til krig. Det synes jeg er et meget dramatisk udsagn at komme med. Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at der ikke er nogen direkte militær trussel mod Danmark«. Sådan! Og vi fik at vide, at der i statsminister Mette Frederiksens kælderrum ikke var andet end beskidt vasketøj og billeder af Louis Pio. Det med at forberede sig til det store brag var mest noget for hysteriske svenskere. Nu har tonen ændret sig. Troels Lund Poulsen er begyndt at have »lidt ekstra stående« derhjemme.
