Jeg har altid haft ambitioner om at blive rig. Derfor passer det mig dårligt, at de seje steder ser så fattige ud. Cafeer, der bruger hvide plastikstole i stedet for franske caféstole, mad som skal deles ’family style’ i stedet for fint anrettede individuelle serveringer. Tøj, der er kurateret til at se ud, som om man kommer fra en vandretur eller byggemarkedet. Man skulle nødigt gøre sig umage, så har kapitalismen vundet. Måske truslen om tredje verdenskrig snart minder os om vores dødelighed, og at livet er for kort til at lade, som om vi ikke alle drømmer om det søde liv.
Der er noget skamfuldt over rigdom. Måske er det derfor, at mange ikke vil vedkende sig den. Jeg tror, at vi blev trætte af mærkevaretyranniet i nullerne, hvor børn i folkeskolerne skulle forholde sig til ulighed i klasselokalet. Der var børnene med Dolce & Gabbana-trøjerne, og børnene med leopardprint fra Bilka. Børn, der talte om deres fædres nye Audi Q8, og børn, der arvede Kawasaki-sko tre sæsoner for sent.
På et tidspunkt i 10’erne skruede forældrene ned for den tydelige skiltning med rigdom i klasselokalerne. Nogle følte sikkert budgettet stramme pga. finanskrisen, men det var ikke alle, der tabte. De tydelige tegn på rigdom blev ganske vist udvisket, men forbrugsøkonomien blev oplevelsesorienteret i stedet, og folk blev nærige med at vise deres rigdom – det blev sværere at se, at tøjet var dyrt, mærkerne sad på vrangen. Den offentlige etos ændrede sig.
Måske er det derfor, at det provokerer os, når nyrige skilte tydeligt med deres formue. De bryder den offentlige etos, når de insisterer på at vise os deres rigdom. Vi fnyser ad Louis Vuitton-printet, rønnebærrene er dårlig smag. Hvem har ikke hørt en akademiker påstå, at hvis de havde den slags penge, havde de købt en Volvo og ikke en BMW.
I 2023 florerede trenden ’old money aesthetic’ på TikTok, hvor middelklassens unge roste det bedre borgerskab for deres mådehold under mantraet wealth whispers, money talks. De velhavende har slet ikke behov for at vise deres rigdom, dét er real class. Den rigdom, som holdes hemmelig, er åbenbart bedre end den, som vises tydeligt.
Men jeg holder med de nyrige og deres gennemsigtighed. Vi andre får trods alt en smule del i deres rigdom, når de kører ned gennem Gothersgade i deres larmende køretøjer. De fortæller stolt om deres nepobaby-børn og de Arne Jakobsen-køkkener, som de river ned. De viser os den økonomiske ulighed, og det kunne ikke falde dem ind at appropriere fattigdom – enten fordi de faktisk selv har oplevet at være fattige, eller fordi de bare er ligeglade med fattigdom. Der er noget forfriskende over den ligegyldighed i en tid, hvor alle presser sig ind i arbejder- og middelklassens overfyldte busser for at begå klassebedrag.
Måske er det derfor, vi unge taler så meget om privilegier, nepobabies og klasseappropriation. Vi faldt for mimeriet af fattigdom og troede, at vi alle var i samme båd. Vi stod side om side til demonstrationer i vandretøj og arbejdsmandsbukser, og råbte »eat the rich«. Men nogle lod bare som om, og som Mette Rodgers skriver i artiklen ’De rige er nogle andre’, er der åbenbart mange, der lader som om.
Jeg faldt aldrig for klassebedraget. Min bitterhed over barndommens trange kår har gjort, at jeg ikke er til fals for falske ’fattige’ symboler. Jeg stolede aldrig rigtig på 2010’ernes mådehold og åbnede andres badeværelses- og køkkenskabe for at se, hvor mærkevarerne gemte sig. Jeg fandt dem altid – de dyre cremer og madvarer. Den nærige rigdom, der skal holde os andre i ideen om lighed.
Det er, som om rigdom er noget, man skal falde lidt tilfældigt over. I Weekendavisen skriver Amalie Langballe, at man i 30’erne tydeligt kan se, hvem af vennerne der valgte sikkert, hvem der ikke tænkte sig om, og hvem der havde en arv at falde tilbage på.
Jeg er ikke helt afklaret med mit obskure ønske om rigdom, men da jeg læste Langballes klumme om uforudsete udgifter, blev jeg mindet om min frygt for at stå tilbage på perronen, uanset at jeg har valgt den sikre uddannelse og det sikre job.
Hvis jeg tilfældigvis falder over rigdom, skal jeg nok dele opskriften og skilte tydeligt med det, så I ikke glemmer klassekampen. I det mere sandsynlige scenarie – at mine ambitioner om rigdom forbliver ambitioner – håber jeg, at vi snart kan få en ny offentlig etos, hvor rigdom er noget, vi viser i det offentlige rum. Jeg gider ikke se flere nordsjællandske unge i slidt vandretøj. Er man rig, bør man i det mindste stå ved det.
fortsæt med at læse
