Nepobabyer – en forkortelse for nepotism babies – handler ikke kun om indavlede kendisser. Når elitens børn har succes inden for samme branche som deres forældre og kan trække på både forældrenes viden og netværk, forstærker det den socialt skæve adgang til elitepositioner. Det betyder, at vi får en mere homogen og klasseblind elite.
Derfor tjener et begreb som nepobabies – hvor nedladende det end måtte lyde – et vigtigt formål i at demaskere myten om, at alle har samme chancer for at få succes. Vi, hvis karriere har været privilegeret af et skub bagpå fra de rigtige mennesker, må derfor acceptere, at de, der ikke har fået de samme fordele, beder os om stå ved vores privilegier.
For nylig blussede debatten op igen, da debattør Lawand Hiwa Namo her i Politiken påpegede, at vores samfund fungerer efter det såkaldte Matthæus-princip: Til den, der har, skal mere gives.
I den forbindelse kom han for skade at bruge journalist Ditte Giese som eksempel på en nepobaby. Det var fornærmende for Giese, der er datter af en kendt forfatter og en forlagsdirektør. Giese svarede igen, at hun »er mere og andet end mine forældres datter«, og påpegede, at hun har måttet arbejde hårdt for at skabe sin egen position som en af landets førende kulturskribenter.
Nepobaby er et hårdt ord. For danske elitemedlemmer, der gør alt, hvad de kan, for at retfærdiggøre deres succes med henvisning til deres hårde arbejde, er enhver beskyldning om nepotisme undergravende. For det er et angreb på selve fortællingen om, at man har gjort sig fortjent til sin ophøjede position. Når man oven i købet infantiliserer personen ved at knytte ’baby’ til nepotismen og dermed frarøver personen ansvaret for sin egen succes, kan det nærmest ikke blive mere bombastisk.
Som skuespiller Jamie Lee Curtis har skrevet på Instragram, er begrebet nepobaby »skabt til at skade og nedgøre«.
Dér, hvor filmen knækker, er, når elitens børn ikke vil erkende de fordele, de har fået med på vejen. Tag en række af skuespillerbørnene i Euromans danske kortlægning af nepobabyer. En siger, at de berømte forældre har »været en sammenligning, som jeg ikke altid har følt har kommet mig til gode«. En anden siger: »Jeg knoklede ligeværdigt med alle andre«. Og en tredje, at der »på intet tidspunkt (var) givet fordele. Tværtimod«.
Hermed bidrager nepobabies aktivt til at opretholde en meritokratisk myte, der sociologisk set er forkert. Vi mangler endnu tal for skuespilfaget, men der er næppe tvivl om, at skuespillerbørn er voldsomt overrepræsenterede i skuespilfaget.
Generelt ved vi, at omkring en tredjedel af de omtalte i Kraks Blå Bog er børn af overklassen. Dette forhold har været nogenlunde stabilt blandt de næsten 30.000 portrætterede gennem de sidste 110 år.
At den sociale reproduktion slår særligt igennem i eliten, er der flere forklaringer på. Det er efterhånden kendt, at ikke bare økonomiske, men også kulturelle ressourcer går i arv. Chancerne for at komme ind – og have succes – på en uddannelse, der giver billet til den første del af rejsen mod en eliteposition, er højere for de veluddannedes børn.
Men for børn, der gør karriere inden for samme felt som deres forældre, er de nepotistiske fordele flere. For det første lærer man feltets koder at kende. Man ved, hvordan man skal opføre sig. Kender de jobs og erfaringer, der lægges vægt på. Man tør at fejle og har nogen at sparre med, hvis en casting eller jobsamtale ikke går som planlagt.
Den britiske sociolog Sam Friedman har her i avisen beskrevet, hvordan de indfødte i eliteprofessionerne nemmere når til tops. F.eks. ved at trække på the bank of mom and dad, når man skal finde råd til ulønnet praktik eller tage chancen over there.
For det andet får man adgang til det, den franske sociolog Pierre Bourdieu kalder social kapital alene i kraft af sit navn. Det er ikke bare adgang til forældrenes netværk og dermed yderligere kendskab til feltets koder. Det er også den status, det rette efternavn giver. F.eks. for andre, der gerne vil bruge nepobabyen til at knytte bånd til dennes eliteforældre. Det kan vi kalde indirekte nepotisme.
For det tredje er der fordele, når forældrene direkte trækker i trådene. Det kan være, at de hyrer dig eller får nogen i deres netværk til at gøre det. Denne praksis bliver mere og mere udbredt, jo nærmere vi når samfundets top. Faktisk er chancen for at få arbejde i samme virksomhed som sin far næsten dobbelt så stor for sønner af fædre i den rigeste procent (54 pct.) som i den øvrige befolkning (under 30 pct.).
Nogle vil måske indvende, at denne sociale reproduktion findes i alle samfundslag. At tømrerens søn også oftere bliver tømrer. Det er rigtigt. Men som Vive-forskerne Stefan Andrade og Jens-Peter Thomsen har kortlagt, er sandsynligheden højere, jo længere uddannelse man har. Chancen for at følge i forældrenes fodspor er således højest inden for elitefelter som medicin, journalistik og andre kreative uddannelser.
Det er vanskeligt at forestille sig, at problemet med nepotisme kan forsvinde ved at bede elitemedlemmer lade være med at give deres børn forlommer eller hjælpe dem med at navigere i valget af karriere. I forhold til vores personlige relationer er nepotisme jo også bare et resultat af en grundlæggende sympatisk menneskelig egenskab. Vi vil gerne hjælpe andre og særligt vores egne børn.
Alligevel giver nepotismen store udfordringer. Når arvinger til familiedynastier kontroller en betydelig del af landets vigtigste virksomheder, eller når kultur- og forskerelitens børn f.eks. får adgang til at få deres skriverier trykt i organet for den højeste oplysning, så betyder det, at beslutninger og perspektiver snævres ind til de livserfaringer, man får fra disse miljøer. Det giver blinde vinkler og mere homogen erhvervsledelse, forskning og kunst.
Det kan den enkelte nepobaby ikke gøre for, men det bliver et problem for helheden. Derfor må vi blive langt bedre til at lukke dem uden de rigtige efternavne ind og hjælpe dem på vej. Og anerkende, at vejen er længere og mere kringlet for dem.
Med andre ord: Fordelene ved at have de rigtige forældre er store. Kun ved at erkende, at nogle nyder godt af slipstrømmen fra deres forældre, kan vi gøre op med ideen om, at elitepositioner alene skyldes en naturlig kombination af hårdt arbejde og talent. Indtil den dag de elitemedlemmer, som direkte eller indirekte har gjort brug af deres forældres position, både står ved dette forspring og finder veje til at få nye samfundsklasser ind, slipper de ikke for mærkatet nepobabies. Uanset hvor fornærmende dette måtte være.
Jeg skylder måske at nævne, at jeg selv er nepobaby. Min far var samfundsforsker, og blandt familiens nære venner var andre samfundsforskere og topministre. Jeg holdt som barn sommerferier med 1990’ernes absolutte socialdemokratiske top i et feriekollektiv på øen Endelave, hvor jeg stadig er medlem.
Det har givet mig kæmpe fordele i min karriere. Jeg har fået kulturel kapital ved at vokse op med to forældre med lange videregående uddannelser. Jeg har lært at forstå det forskningspolitiske spil og de forskellige teoretikere og metoder, og jeg erkendte tidligt, at mine undervisere bare var helt almindelige mennesker – ikke alvidende halvguder.
Men frem for alt har det givet mig mulighed for at tage chancer. Jeg har været mindre bekymret for at fejle og har dermed fået modet til – sammen med modigere kolleger – at tage kontroversielle forskningsemner som eliternes magt op.
I mit eget selvbillede har jeg hverken benyttet direkte nepotisme eller fået gavn af den indirekte nepotisme i kraft af min families navn. Men det har givetvis fundet sted. I hvert fald har jeg nogle gange haft professionelle relationer med venner af familien.
Mine egne privilegier forpligter mig til at arbejde for en forskningsverden, hvor der er mere plads til personer med andre livserfaringer end mine, og gøre opmærksom på, at min succes ikke kun skyldes min egen person, men også min arv.
fortsæt med at læse
