Børnerådets snart afgående formand, Lisbeth Zornig Andersen, gør et fantastisk arbejde for udsatte børn. Hun retter offentlighedens fokus både mod børn, der som hun selv har været svigtet på det forfærdeligste under opvæksten, og mod børn med lidelser af mange slags – så sent som fredag skrev hun sammen med psykologen Ingrid Leth en vigtig Kronik om børn med angst. LÆS KRONIKVi kan alle blive bange En vigtig, beundringsværdig indsats med afsæt i en god og grundlæggende idé om børns rettigheder. Men mangler vi ikke også at genfinde bevidstheden om »almindelige« børns liv, lykke og væsen, deres muligheder som mennesker og især: deres barnlighed som vores og deres største rigdom? Børn er børn. Børn er ikke uperfekte voksne, og barndommen er ikke et problem, der skal løses, eller et uheldigt stadium, der hurtigst muligt skal tilbagelægges. Voksne kan lære af børn, ligesom børn kan lære af voksne, og ethvert menneske i det hele taget kan lære noget af ethvert anden menneske. Tanker af denne type har Europa brugt 500 år til at udvikle, fra Montaigne til Rousseau, fra Charles Dickens til H.C. Andersen og Astrid Lindgren. Det er tanker, som har skabt vores materielle og kulturelle rigdom, men nu er det, som om de er ved at gå i glemmebogen på bare en enkelt generation. Pludselig kan barndommens land igen tænkes som en træningslejr, der med de mest effektive metoder skal gøre børnene til velfungerende voksne, voksne, som kan konkurrere med alle andre voksne, voksne med kraft (og nu især: købekraft). Det er forbløffende, hvordan en tænkning, der herskede op til og med middelalderen, men gradvis blev forladt med renæssancen, humanismen og det moderne, kan vende tilbage her i årene omkring 2000, som om intet var hændt. Hvor ville jeg ønske, at vi trods alle vores mere end berettigede bekymringer for udsatte og mishandlede danske børn, og på trods af lige så berettigede bekymringer for almindelige danske børns fremtid i den globale konkurrence, kunne finde overskud til også at træde et skidt tilbage og spørge os selv, hvordan vi egentlig ser på børn sådan mere grundlæggende?
Er vi lige lukt på vej tilbage til de virkelig gamle dage, da børn bare var at betragte voksne, som endnu ikke var store nok? Vi står sikkert nok midt i et stort skift i verdensbilledet, fra det nationale til det globale, fra bog til computer osv. Men det betyder vel ikke, at vi skal til at tænke gammelt i stedet for nyt, når det gælder børnene? Det er, som om det sociologiske skift, der skete her på vores breddegrader, da både mor og far kom ud på arbejdsmarkedet, og som gjorde børne pasning til et problem, nu er ved at gøre både børn og barndom i det hele taget til et problem, en tilstand, der betragtes som en sørgelig mangel på voksenhed. Og fordi vi kan se, at især kineserne kan lære deres børn meget mere i løbet af en skolegang, end vi kan, så bliver det et formål i sig selv, at »vi skal kunne klare os i konkurrencen med kineserne« – et formål højt hævet over alle europæiske ideer om barndommens land. Kunne man ikke forestille sig, at vi både lærte noget af kineserne og skærpede vores egen fem hundrede år gamle bevidsthed om børn og barnlige sjæle? Personligt synes jeg som så mange andre, at vi lærer vores danske børn for lidt i løbet af deres tolv år i skolen. De bliver passet for meget, og de bliver udfordret og undervist for lidt. Vi spilder for meget af deres tid, hvilket er manglende respekt for børnene – både som børn, der elsker at lære og blive udfordret, og som de voksne, de jo rent faktisk engang bliver. Danske børn kører for meget i tomgang, eller sagt meget praktisk og på en anden måde: Lad dog børnene gå ordentligt i skole hver dag fra otte til sytten, når nu de alligevel er under voksen overvågning i alle disse timer. Ordentligt i skole med sjove, krævende fag fra morgen til aften, naturvidenskab, sprog, musik, gymnastik, billedkunst og masser af fri leg – men ikke dette underlige tidsfordriv, som affødes af vores uafklarede forhold til, hvad vi vil bruge børnenes mængder af tid sammen med voksne til. Respekt for børnene: Da middelalderen blev til renæssance, blev børneopdragelsen ikke mindre krævende, tværtimod. Men middelalderens pedantiske udenadslære blev udskiftet med et nyt ideal om at udvikle barnets dømmekraft og en stadig større sans for at forstå barnet – som barn.
