Det havde næsten græsk-romerske dimensioner, da magten blev overdraget i Skatteministeriet forleden: Ham, som gerne ville være minister, mistede posten, og ham, som helst havde været fri, fik den. Holger K. Nielsen syntes ikke, han kunne sige nej, når nu hans ny partiformand kaldte på ham, og som han stod dér lidt pudsig på Amalienborg slotsplads sammen med Helle Thorning-Schmidt og Annette Vilhelmsen, og siden i ministeriet med den afgående Thor Möger Pedersen, lignede han én stor bekræftelse på Uffe Ellemann-Jensens udtalelse om, at det var synd for ham. Men det kunne der jo godt gå hen og blive en god minister ud af. LÆS OGSÅHolger K. - fra 'sur og tvær' parlamentariker til chefstrateg Nu skal jeg hverken gøre Holger eller konen til helgener, man tilbringer næppe en menneskealder i politik uden en vis vilje til magt. Alligevel var der noget sært opløftende og demokratisk livsbekræftende over sidste uges magtoverdragelse, for man havde næsten helt glemt, at fænomenet findes: folk, som påtager sig en stor og tung stilling af ren og skær pligtfølelse. For samfundets skyld, såmænd. Og da TV-avisen med kamera og projektør fangede Holger K. et sted ude i aftenmørket, fremturede han minsandten: Næh, det gjorde såmænd ikke den store forskel, om det var ham eller Thor Möger, der var minister. Næh, det var da ikke særlig interessant, at han havde fået Skatteministeriet.
Men så lyste han op: Det interessante var, at hans parti havde fået en ny formand. Pludselig lyste han endnu mere op og sagde, at det da var fantastisk, at Danmark nu bliver ledet af tre kvinder af dén kaliber, Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og Annette Vilhelmsen altså. Jeg er ret sikker på, at Herremoderådet ser med skepsis på Holger K.s kostume, og jeg er stensikker på, at kommunikationseksperter beklager hans performance, kropssprog og missende mimik. Men hvor var det dog netop derfor en fornøjelse. Her stod en mand, som modstræbende påtog sig et lederjob, fordi han blev bedt om det. En mand, som ikke så noget særlig interessant i sig selv, men meget gerne ville vende opmærksomheden mod nogen andre. Tre kvinder af en vis kaliber. 'Spillet om magten' hedder det så smukt. Vi hører uendelig meget om det, og altid fra den kyniske vinkel, som samler konsensus i det professionelle miljø af kommentatorer, politiske eksperter og Machiavellier til hverdagsbrug. LÆS OGSÅHolger K. fik kål og 90'er-hit af Möger Det er ministerbilerne, det drejer sig om, ikke sandt? Magtens privilegier. Ja, og så fascinationen ved magten i dens rene form, uden begrundelse eller hensigt, magt for magtens skyld. Den stræber man da efter, gør man ikke? Det gør man måske, men så går man nok ikke ind i dansk politik. Jeg vil tro, der er større privilegier at nyde og mere magt at udøve i al ubemærkethed alle mulige andre steder end på den politiske scene med dens glubske publikum, snurrende kameraer og knevrende kommentatorer. Måske er det ligefrem sådan, at man i dag skal være mere idealist end tidligere for at gå ind i politik. Netop fordi det er blevet så bøvlet, så lidt attraktivt og så mærkelig illegitimt: som om det var en forbrydelse i sig selv at være politiker. En løgn, der skal afsløres. Selvfølgelig er der masser af løgne, som kan og skal afsløres. LÆS OGSÅHolger K. får plads i magtfuldt udvalg Men 'spillet om magten' er blevet et spil mellem politiske aktører og politiske iagttagere, hvoraf de sidste spejler sig selv så meget i de første, at en sørgelig spilleregel bliver 'Den mindste forskels narcissisme': Hvis man er vældig optaget af den ministerbil og samtidig overbevist om, at det er politikeren også, så er det for galt, at ministeren er det. Især fordi ministerbilen jo netop altid bare er sådan en pænt stor middelklassebil og aldrig en rigtig overklassebil. Det er den lille forskel mellem dig og mig, som er den mest provokerende - den store forskel er meget nemmere at leve med. Derfor bliver borgerkrige så slemme, og dansk politik kan somme tider minde om borgerkrig i den politiske middelklasse af politisk professionelle, hvad enten de nu er politikere, spindoktorer eller kommentatorer. Holger K. Nielsen har kun 16 dage at være minister i, hvis han vil leve op til Lucius Quinctius Cincinnatus, romeren, som gik og dyrkede sine marker, da han i 458 før Kristus blev bedt om at være diktator og klare en krig. Det gjorde han pligtskyldigst, men vendte straks efter tilbage til sine kål. Der er et skær af gammelromerske dyder over den modvillige skatteminister.
