Ligger der pakker under juletræet i aften? Rigtige pakker, bløde og hårde? Det gør der nok. Endnu. Men mange af de hårde pakker er utidssvarende og gammeldags, så sandt som de lige så godt kunne være overført digitalt; eller også er pakkerne bare symbolske snydepakker, som indeholder en information om, at noget er downloadet: et stykke musik, et spil, et computerprogram, en bog, et beløb. Snydepakkerne under træet er så et møde mellem den sanselige, konkrete verden og den abstrakte, digitale verden. Ikke kun nostalgi, for jeg tror ikke, vi kan undvære sanseligheden. Der må godt være noget at røre ved, noget at pakke ud. Der er grænser for, hvor abstrakt en verden vi kan klare eller have tillid til. LÆS OGSÅHer er de sejeste julegaver til gadget-freaken Nu har jeg for resten lige, vupti, mistet al den musik, der lå på min iPhone. Midt i julestresset syntes iTunes pludselig, at min phone skulle opdateres. Hvad der siden skete, var da garanteret min egen fejl, for ligesom jeg hakkede »ja« til nogle »betingelser«, hvis juridiske og tekstmæssige omfang var mere omfattende end Karnovs Lovsamling (jeg havde ikke fjorten dage til at studere sagen), så hakkede jeg sikkert også »ja« til en eller anden særlig smart opdatering, som lige ved samme lejlighed tømte mit »bibliotek« for alle de »sange«, der lå i det. Et par hundrede album.

Nå, jeg lægger nye ind, men ikke så mange. Under alle omstændigheder overfører jeg kun fra cd'er, som jeg alligevel har stående på hylden. For jeg ved jo godt, at noget, man køber på iTunes, det ejer man ikke. De finder metoder til at få det til at forsvinde før eller siden, og man har kun »tilladelse« til at afspille den musik, man ellers har købt og betalt, på så og så mange forskellige digitale dimser. Med den hast, som dimserne forældes med, har man virkelig kun »sin« musik i meget kort tid, hvis man har købt den digitalt. I den abstrakte, digitale verden, hvor alt ellers handler om »rettigheder« ... har man ingen rettigheder. Man er en meget lille mus, som er oppe imod en meget stor kat, som sidder og savler i en server et sted i Silicon Valley med en enorm regnekapacitet. Det hele er vældig nyt og lige så gammelt som Homo sapiens: Folk snyder hinanden, og man skal aldrig tro, at man får noget forærende for sine blå øjnes skyld. Slet ikke digitalt. Bankerne vil om kort tid tilbyde vores børn, at de kan få digitale hævekort ligesom de voksne. De gør det ene og alene for vores, forbrugernes, skyld, thi bankerne er jo lige for et øjeblik siden blevet så moralske, at det slår alt. Spørg bare Danske Bank eller læs den ordførende direktørs Kronik i Politiken, torsdag.
LÆS KRONIKI Danske Bank påtager vi os vores del af ansvaret 'New Normal' har et dyrt reklamebureau fundet ud af at kalde den nye stil, men det kæmper Danske Bank nu trods alt lidt med at få nogen til at hoppe på. Af hensyn til familiernes nynormale behov vil danske banker altså snart sige: Lad de små børn komme til os, dem må I ikke hindre i at have hævekort. Her noterede jeg mig så en kontant afregning fra professor ved CBS og ekspert i børn, medier og forbrug, Birgitte Tufte: »Det er bankernes behov og ikke børnenes behov«, sagde hun til avisen.dk. Hun mente ikke, det var nogen god idé med børnehævekort, for »kontanter tjener et pædagogisk formål, hvor børnene får en fornemmelse for penge på en håndgribelig måde«. Det synspunkt kan jeg allerede høre nogen grine ad hele vejen til banken, ligesom jeg kan høre analogierne stå i kø: Børn kører heller ikke med hest og vogn, når voksne kører i bil etc. LÆS OGSÅTeenagere shopper med kortet Personligt har jeg ikke desto mindre særdeles sans for netop det håndgribelige, som Birgitte Tufte peger på. Der er en glæde ved en stabel kontanter, og en tydelighed - ikke mindst i kontanternes fravær - som er pædagogisk både for voksne og børn. Her vil jeg citere en ung mand med dæknavnet Bulder, der forleden fremviste to halvtredskronesedler, som jeg kunne få, hvis jeg med mit dankort ville overføre samme beløb til en internetbutik, der sælger cd'er. Det ville jeg naturligvis gerne, men spurgte, om ikke det var nemmere at købe musikken på iTunes og lægge den direkte ned på iPod'en? »Nej tak«, sagde Bulder erfarent, »så forsvinder den bare lige pludselig, og så er pengene spildt«. Okay, tænkte jeg og følte mig helt new normal: Selv børn, der nærmest er født i en computer, vil gerne have noget håndgribeligt, som de kan have tillid til, at de får lov at beholde. Bløde pakker til mig, tak, og hårde, samt kys og kram. Ikke kun digitale downloads. Glædelig jul.