En gang om året, som regel den anden torsdag i oktober, bliver jeg så glad for det gode danske ord bøvet. Den dag kl. 13 offentliggør Det Svenske Akademi, hvem der får Nobelprisen i litteratur, og sekundet efter går et bredt og bøvet grin over Danmark fra kyst til kyst:

»Ha, ha, ha, har, har, har, gnæk, gnæk, gnæk, hvem har nogensinde hørt om den tibetanske fårehyrde og hans strubesang?« Grinet gentager sig år ud og år ind.