Sikken stilhed om det kulturelle aspekt af at afskaffe et par helligdage.
Nogle bisper har rømmet sig, og Kristeligt Dagblad har skrevet en leder, men ellers har det fuldt og helt været overladt til »arbejdsmarkedets parter« at diskutere de tolv minutter, som Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal under valgkampen sagde, at vi skulle arbejde mere; og som nu er blevet konverteret til en debat om store bededag, Kristi himmelfartsdag, anden pinsedag eller en anden hellig dag. Den økonomiske visdom kan diskuteres, og bliver det – men hvorfor diskuteres det kulturelle aspekt af »det hellige« ikke af andre end kirken? Er vi ikke lige så stille og glidende ved at miste noget umisteligt, fordi ingen andre end kirken tør tale om det hellige, hvorved det bliver en slags omvendt tabu for moderne mennesker? Men er det hellige ikke for vigtig en sag at overlade enten til kirken og religionen eller til arbejdsmarkedets berømte parter, som ikke i kampens hede får øje på andet end arbejdstid, overenskomster og lønaftaler? For få år siden fik vi et halvt hundrede nye, halve fridage, da weekenden blev forlænget med lørdag. Men ingen taler i dag om at ofre et par lørdage på arbejdsmarkedets og de tolv minutters alter.
