I Italien vil menneskerettighedsorganisationen Gherush92 have fjernet Dante Aligheris ’Den guddommelige komedie’ fra skoleskemaet med den begrundelse, at bogen er diskriminerende over for blandt andre homoseksuelle. Her taler vi om verdens måske største litterære værk, hvis indledning har været fast udenadslære for italienske skolebørn. I Dantes søgen efter Gud og sig selv møder han alverdens syndere, og nogle af dem er homoseksuelle. Deres straf er konstant at råbe »Husk Sodoma og Gomorra« og bagefter »Husk Parsifäe« – navnet på en kvinde, der havde klædt sig ud som ko og ladet sig bedække af en tyr – så de kunne huske, at deres drift var dyrisk. Herhjemme har kirkeminister Manu Sareen foreslået, at homoseksuelle skal kunne gifte sig i kirken. I et tv-program ved navn ’Tro, håb og homovielser’ er han kommet til at love, at det vil være muligt at holde kirkebryllup for to af samme køn allerede til sommer. LÆS OGSÅLigestillingsminister vil kalde homoviede for ægtefolk Det er faldet en stor del af kirken for brystet. For selvom mange godt kan se fornuften i at åbne muligheden, er hastværk ikke velegnet til den type forandringer. At gennemtvinge en kontroversiel beslutning i lyntempo må nærme sig kardinalsynden hovmod, og så er det ikke længere nok at brænde lidt i skærsilden og gå rundt og råbe Sodoma. Ja, man tør næsten ikke tænke på, i hvilken kreds af Dantes helvede Manu Sareen ville ende. Muligvis i nærheden af de korrupte embedsmænd, som koger i en flod af beg, og hyklerne, som går omkring i tunge blykåber. Tre biskopper har sat ministeren stolen for kirkedøren og siger nej til den nye kirkelov. Andre tre er usikre nok til at kræve mere tid til at behandle spørgsmålet. Ifølge kirkelig praksis kræver den slags nemlig, at biskopperne hører de provster og præster, som hører under deres stift, før de kan tage stilling. Det er en ordentlig og demokratisk tonet måde at gøre tingene på, som det vil være dumt at ændre på for at haste en billig politisk gevinst igennem. Mange trak nok på smilebåndet ved nyheden om, at kun 19 havde meldt sig til en demonstration imod kirkevielser af homoseksuelle, og at den dermed måtte droppes. LÆS OGSÅMarch mod homovielser fik kun 19 tilmeldinger Manglen på vilje til at medvirke i den tåbelige march er et signal om, at den type protester ikke har nogen opbakning i befolkningen. Men mindst lige så vigtigt, at den ikke har nogen kirkelig opbakning. Kirkens fokus er nemlig et helt andet. Kun et mindretal af de ti biskopper er direkte imod homovielser, men et flertal er imod, at Folketinget skal lovgive om, hvad kirken skal gøre, og mener, at staten kommer til at overskride grænsen for, hvad den kan med folkekirken. I dag førstebehandler Folketinget forslaget om kirkevielse af homoseksuelle. Men det er ikke så meget bispens gipsgebis som Manu Sareen, man skal være bekymret over. Problemet er statens indblanding i kirkens anliggender.
Det er en absurd situation, hvis ministeren tvinger en lovgivning igennem mod flertallet af den gejstlige top. Det vil skabe en usund tillidskrise og destabilisere den porøse konstruktion, som folkekirken er. Store dele af ministerens modstandere vil blive bestyrket i den udbredte antagelse, at lovgivningen bliver ført igennem med den lumske bagtanke at tage første spadestik til en adskillelse af kirke og stat. Netop det spadestik kan blive virkelighed, hvis kirken som konsekvens af lovforslaget vælger at frasige sig den formelle del af vielsen, som mange taler om. LÆS OGSÅHver tredje præst afviser homovielser Vi er alle syndere for Gud. Eller som Augustin sagde engang i 400-tallet: »Non posse non peccare«. Man kan ikke ikke synde. Sådan er det bare, og det fede ved det er, at vi er udstyret med et vist spillerum og ikke indsnævret i regler, der er udstukket af en fjern og guddommelig fortid. Til gengæld må vi udvise en lille smule ydmyghed i vores omgang med verden og hinanden. Det er afgørende for folkekirken at få kommunikeret klart, at de ikke er en flok tilbagestående middelalderprædikanter, men derimod er oprigtigt bekymrede for folkekirkens uafhængighed. Vi er bedst tjent med en tidssvarende kirke, der som en selvfølgelighed giver mulighed for at vie homoseksuelle, men som ikke bliver tvunget til det. Til gengæld må Sareen styre sin lyst til utidig indblanding og vise lidt ydmyghed. Lige så latterligt det er at dømme fortidens store litterære mesterværker som ’Den guddommelige komedie’ på nutidens moralforestillinger, er det at tvinge en langsommelig og ældgammel teologisk kultur ud i et forhastet politisk felttog.
