At slås om børn er noget af det mest uværdige og ødelæggende, der findes. Det får det værste frem i mennesker, hvad enten det gælder skilsmisser eller regeringsrokader. Mest ubehageligt er det, når det fremstilles, som om kampen føres for at gavne børnene, hvis det i højere grad handler om ønsket om at fremstille sig selv eller sit parti i et bedre lys. Regeringen vil igen og igen blive kritiseret for, at børnene fra 0 til 6 år blev flyttet fra Undervisningsministeriet til Socialministeriet. Som beskrevet i Politiken kan baggrunden for at flytte børnene kort opsummeres til to forklaringer. 1. Socialdemokraterne ville under ingen omstændigheder slippe Undervisningsministeriet. Så hellere acceptere, at børneområdet er en del af Socialministeriet. 2. Når SF ikke kunne få posten som undervisningsminister, ville partiet til gengæld have de små børn flyttet til Socialministeriet. Sandheden er nok et sted midtimellem. Men ligegyldigt hvilken forklaring som lægges til grund for flytningen, er det ikke i første række gjort for børnenes skyld. Det er politiske og ikke saglige grunde, som blev afgørende for, hvordan fordelingen af ministeriernes ressort kom til at se ud. Er børn socialpolitik? Undervisningsminister Christine Antorini (S) har siden regeringens dannelse igen og igen argumenteret for, at børn lærer noget, når de går i vuggestuer og børnehaver. At reducere det liv, som leves i institutionerne før skolen, til tryg opbevaring, hører ifølge ministeren fortiden til, og derfor var det naturligt, at de små børn blev en del af Undervisningsministeriet. Samme tanke går igen i skolereformen, som lægger op til et tæt samarbejde mellem pædagoger og lærere. Det er også i naturlig forlængelse af samarbejdet mellem børnehaver og skoler, der, som det i disse dage ses flere steder i landet, får elever godt i gang med skolen. Pædagoger vil derfor, som også Bupl’s formand, Henning Pedersen, har kritiseret, opfatte den seneste tallerkenvending som et udtryk for, at arbejdet i børnehaver er sekundært i forhold til diskussionen om skolen, der altid synes at overskygge det faglige indhold i vuggestuer og børnehaver. Alle de argumenter, Antorini og den øvrige regering har fremført for et børne- og undervisningsministerium, rettes nu mod regeringen selv. Den nye opdeling bliver kritiseret af et samlet kor af eksperter, KL og organisationsfolk. Derfor kommer statsminister Helle Thorning-Schmidts forsøg på at begrunde flytningen til lyde noget forkølet. Argumentet om, at de to ministerier sagtens kan samarbejde, og at det nok skal fungere, rummer jo en selvmodsigelse: Hvorfor så flytte børneområdet for to år siden? Sådan er politik, kan man indvende og trække på skuldrene. Men historien skræmmer. Undervisningsministeriet har i årevis haft opslidende kampe med Forskningsministeriet, hvor universiteterne og andre videregående uddannelser har lidt under magtkampe og uklar ansvarsfordeling. Det politiske omkvæd lød dengang, at ministerierne arbejdede fint sammen. Men alle, der fulgte området, kunne give eksempler på ævl, kævl og strid om territorier. Faktisk gik der knap 20 år på den måde, og først efter at også uddannelsesdelen blev en del af det, som i dag kendes som Uddannelsesministeriet, kom der nogenlunde ro på området. Den aktuelle flytning kan meget vel tænkes at blive lavet om efter næste valg uafhængig af farvekombination. Så der er reel risiko for årelang slåskamp. Det bliver ikke kønt, og det er ikke for børnenes skyld.