Vejen til helvede er brolagt med undskyldninger, lyder en velkendt vending. Men hvor fører vejen med uopfyldte målsætninger hen? Spørgsmålet melder sig, efter at regeringen har opstillet ni sociale mål for, hvordan udviklingen for de mest udsatte mennesker skal være i år 2020. Et af målene er, at mindst 50 procent af de udsatte børn som 25-årige skal have en ungdomsuddannelse. Forrige år var det 36,4 procent af de udsatte børn, som drev det så vidt. Det komplicerer sagen for regeringen, at de sociale mål kommer oven i de mange mål, der allerede er på uddannelsesområdet: 95 procent af alle unge skal have en ungdomsuddannelse, 60 procent skal tage en videregående uddannelse, og 25 procent skal have en lang uddannelse. Det betyder for det første, at de nye sociale mål ramsaltet ærligt sætter fokus på det danske samfunds uformåenhed, når det gælder idealet om at sikre børn lige ret til uddannelse. Mens målet er, at 95 procent af alle børn skal have en uddannelse, skal et udsat barn nøjes med en chance for en uddannelse, der svarer til sandsynligheden for, at en mønt lander med kronesiden opad. Efter temperament kan det kaldes grov forskelsbehandling, selverkendelse i et ulige samfund eller et ønske om at opstille et mål, som faktisk kan nås i løbet af syv år. For det andet bliver de nye sociale mål del af et område, som i årevis har lidt under at være mere optaget af at få unge ind på en uddannelse end at sikre, at de unge kommer godt ud og har lært noget, de kan bruge i deres videre liv. Kvalitet har kort sagt stået i skyggen af de kvantitative mål at udstyre unge med en uddannelse. Den erkendelse er ved at nå Christiansborg i og uden for regeringen og blev for nylig udtalt af uddannelsesminister Morten Østergaard (R). Målene er opstillet i bedste mening og ud fra en erkendelse af, hvor afgørende en uddannelse er. Men for eksempel målsætningen om, at 95 procent skal have en ungdomsuddannelse, har været gældende årtier – uden at være i nærheden af at blive realiseret. Målsætningen har ført til, at næsten alle starter på en ungdomsuddannelse, men langtfra alle afslutter den. Den kendsgerning, at cirka en af fem ikke får en uddannelse efter skolen, har vist sig meget svær at ændre. Målsætninger fører – som undskyldninger – sjældent i sig selv gode steder hen. Interessant er det også, at målsætninger ofte opstilles af parter, der ikke selv skal levere. Intet er som bekendt umuligt for den, der ikke skal gøre det selv. De sociale målsætninger er formuleret af en regering, som vil bruge dem til at holde kommunerne fast. Fair nok. Men der følger hverken penge eller megen inspiration med målene. Ufrivilligt komisk er overskriften på målsætningerne ’Alle skal med’. Det kræver, at ’alle’ defineres som halvdelen. Og måske en ny definition af ’med’ og en præcisering af, om det handler om at få flere i uddannelse – eller om at få flere godt gennem en uddannelse og ud på arbejdsmarkedet.