Det har skabt stor debat, at et heteroseksuelt par i sidste uge blev bortvist fra et værtshus for homoseksuelle, fordi de havde kysset. De var med en gruppe venner af blandet seksuel orientering i byen, der endte på homobaren Nevermind, som er et af Københavns relativt få steder, der har åbent, til solen står op. Men lige præcis den nat var der ifølge ejerne mange heteroseksuelle par på Nevermind, og for at balancen ikke skulle tippe for meget, valgte dørmanden at påpege overfor kæresteparret, at heteroseksuelle ikke må kysse på deres beværtning. Det førte til skænderier, der endte med en bortvisning. Umiddelbart lyder det jo forrykt at forbyde nogen, hetero- som homoseksuel, at kysse på sin kæreste. Og det lyder også meget dobbeltmoralsk, når nu LGBT-miljøet i generationer har kæmpet for lige muligheder og respekt på tværs af seksuel orientering. Når jeg så alligevel godt kan forstå Neverminds, om end noget klodsede, håndtering af sagen, skyldes det, at en ting er, hvad vi har ret til hver især og en anden ting er, hvad vi bør i en given situation.

For selvfølgelig har vi ret til at kysse, hvor vi har lyst. Vi har også ret til at gå letpåklædte omkring, men alligevel er det de færreste, der prøver at gå ind i Peterskirken i hotpants og spaghettistrop-bluse. Hvorfor? Fordi vi udviser respekt for, hvordan kutymen er, der hvor vi nu færdes. Vi skifter alle sammen hele tiden spor imellem at være en del af majoriteten og en del af minoriteten. Seksuelt, religiøst, politisk og med vores køn. Men det er en fejlslagen fortolkning af ligestillingssagen, hvis man tror, at ligestilling, såvel som ytringsfrihed, giver ret til at trampe på andre, mens man holder på sin ret. En beværtning for homoseksuelle lever af at være fristed for en minoritet. En minoritet der har brug for et sted at være »en af vor egne«. Det kan sådan en bar ikke være længere, hvis den bliver overrendt med heteroseksuelle, der er ’med på en kigger’. Som vil feste med ’de sjove bøsser’. Og så videre.