For forældre til børn i det stadig stigende antal private daginstitutioner handler valget af det private ofte om engagement i barnets hverdag og om lysten til en særlig form for pædagogik – og ofte handler det også om et fravalg af de kommunale børneopbevaringsfabrikker. For regeringen handler de private dagtilbud – for én gangs skyld, fristes man til at sige – om værdier. Om samfundssyn og om sammenhængskraft. Eller mangel på samme. Værdierne drejer sig kort fortalt om, at der skal være lige adgang til vuggestuer og børnehaver for de små, og at en opdeling i A- og B-institutioner opsplitter børn alt for tidligt.
Børneminister Christine Antorini (S) har derfor nu – ifølge Weekendavisen – igangsat et udredningsarbejde, der på kort tid og på kendte data skal sikre, at udviklingen på daginstitutionsområdet stemmer overens med regeringens ideologi og institutionssyn. Og om nødvendigt skal privatiseringerne rulles helt eller delvis tilbage. Privatiseringerne tog fart, da VK-regeringen sammen med DF i 2005 liberaliserede området, så enhver kunne oprette private institutioner, og forældre fik mulighed for at vælge frit ved at tilskuddet fra det offentlige flytter med barnet over i det private. Samtidig blev det også lovligt at tjene penge på de private institutioner. Altså en ægte liberalistisk tilgang til fænomenet. Den daværende opposition – de nuværende regeringspartier – frygtede social opsplitning, entreprenante selskabers profitskabelse på fællesskabets bekostning og en opdeling i luksus- og discountbørnehaver. Det frygter S-SF stadig – og det er baggrunden for Antorinis udredningsarbejde. Men frygten er ubegrundet, viser data: Antallet af private daginstitutioner er godt nok steget betydeligt de seneste 7 år, men det er sket i form af små institutioner med engagerede forældre og pædagoger og ikke efter svensk eller norsk forbillede med store private virksomhedsaktører.
