Hvilken internationale personlighed stod for ugens største bommert? Politikens internationale redaktør, Michael Jarlner, har tre nye bud fra ugen, der gik. Er du enig - eller rygende uenig? Skriv dine kommentarer.
Hillary Clinton, amerikansk udenrigsminister. Hold da op, den kvinde har temperament: »'Vent, vil du have mig til at fortælle, hvad min mand tænker? Min mand er ikke udenrigsminister. Det er jeg. Så spørg om min mening, så skal jeg fortælle dig min mening. Jeg har ikke tænkt mig at være talerør for min mand«, vrissede Hillary Clinton af en congolesisk student, der under hendes besøg i Congo stillede hende et spørgsmål. Egentlig kunne det have været en ærefuld ligestillingsmarkering i et notorisk mandsdomineret land og kontinent: SLAM! - ret lige ind, unge mand, og tag os kvinder alvorligt. Men det hele fusede sådan lidt ud af den enkle grund, at det hele byggede på en misforståelse, en oversættelsesfejl: Studenten havde slet ikke spurgt til Bill Clintons mening, men såmænd til Hillarys chef i skikkelse af præsident Barack Obamas. Og det var vel trods alt o.k. Hillary talte med studenten bagefter, misforståelsen blev glattet ud, og så alligevel... For hvorfor var Hillary så følsom? Udstillede hun i virkeligheden frustrationer over, at hun har svært ved at slå igennem. Og over at hun stadig overstråles af sin mand, tidligere præsident Bill, der kort forinden var smuttet en tur til Nordkorea og fået to tilfangetagne amerikanske journalister med sig hjem til USA. Selv var hun, skrev medfølgende amerikanske journalister, påfaldende tavs om sagen i de følgende dage på hendes Afrikarundrejse. Og humøret er næppe blevet bedre af en ny Rasmussen-meningsmåling, der viser, at 58 procent af amerikanerne ser positivt på Bill Clinton, mens hun selv kun scorer 53 procent. Bare nu ikke den congolesiske student skriver til hende og spørger, om Bill er glad for de fine målinger... Ban Ki-Moon,FN's generalsekretær Den ellers stilfærdige FN-chef vakte mildt sagt forundring, da det iranske nyhedsbureau Mehr kunne fortælle, at han havde ønsket den iranske præsident Ahmadinejad til lykke med valget. Til lykke... Og så med 'valget'. Irans omdiskuterede præsidentvalg 12. juni kastede præstestyret ud i dets voldsomste interne krise siden den islamiske revolution i 1979: Massefængslinger af reformtilhængere, stribevis af drab, tortur og andre overgreb. Ikke just noget man plejer at ønske til lykke med. Men det var skam heller ikke en rigtig lykønskning, forsikrede FN-talskvinden Marie Okabe i onsdags, hvor hun nedtonede brevet til Ahmadinejad som en slags standardskrivelse. Ban Ki-moon skriver åbenbart den slags til nye eller genvalgte statsledere og havde benyttet lejligheden til at udtrykke håb om et godt fremtidigt samarbejde med det iranske præstestyre. På mandag diskuterer FN's Sikkerhedsråd meget passende om, det skal indføre skærpede sanktioner mod præstestyret på grund af dets atomprogram, som Vesten og Israel frygter vil føre til et iransk atomvåben. 'Det er forkert at kalde det et lykønskninsbrev', sagde Marie Okabe, der dog ikke ville offentliggøre brevet til Ahmadinejad. Den iranske Nobelpristager og menneskeretsadvokat Shirin Ebadi opfordrede under et besøg i Sydkorea - hvor Ban Ki-moon i øvrigt også var, men angiveligt ikke mødte hende - FN's generalsekretær til at komme til Iran. Hun mener, at flere end 100 er blevet dræbt, mens den iranske regering taler om 26. Ramsan Kadyrov, Tjetjeniens præsident. 'Alle elsker mig', fortalte præsidenten for den russiske republik Tjetjenien, Ramsan Kadyrov, inden han på bare fødder listede afsted fra et interviwe DR's tv-avis i mandags. Han fulgte den lidt overraskende observation op med nogle betragtninger om, at hans fjender - som så ikke elsker ham, må man forstå - enten burde jages ad H til eller ligge tre meter under jorden. Jo, jo, manden har skam statsmandsformat... Han støttes imidlertid af den russiske regering i Kreml. I Kadyrov har de nemlig fundet en brutal leder, der kan fungere som Kremls marionet, selv om han beskyldes for at stå bag stribevis af mord og tilfælde af tortur. Modstandere af Kadyrov er sågar blevet myrdet i udlandet, og flere kilder har meldt om eksistensen af en 300 navne lang dødsliste. Ingen siger imidlertid rigtigt noget. Vestlige ledere har travlt med at sikre sig russisk gas og undgå nye konfrontationer med Rusland i en tid, hvor ikke mindst Anders Fogh Rasmussens Nato i forvejen har svært ved at finde en grimasse, der kan passe til de russiske nabolande Georgiens og Ukraines ønsker om medlemskab af Nato. På den ene side skal Anders Fogh & co., at de bestemmer selv, mens de på den anden side sal undgå nye sammenstød. Så derfor holder man helst lav profil i det Rusland kalder en 'intern' konflikt. Det svenske EU-formandskab har dog krævet en undersøgelse af Kadyrovs Tjetjenien, efter at den kvindelige leder af en børnehjælpsorganisation, Sarema Sadulajeva, og hendes mand, Alik Dsjabrailov, for nogle dage siden blev bortført fra deres kontor og siden fundet dræbt i et bagagerum på en parkeret bil i en forstad til den tjetjenske hovedby Grosnij. For en måned siden var det menneskeretsaktivisten Natalja Estemirova, der blev bortført og myrdet. Nogle mener, at Kadyrov eller russiske grupper står bag mordene - eller har en finger med i spillet. Andre mener, at det tværtimod er nogle af Kadyrovs militante modstandere, der forsøger at miskreditere ham for at afspore en kommende fredskongres, som den norske regering har været med til at støbe. Ideen med fredskongressen er at samle tjetjenske ledere og oprørsledere, herunder den eksilerede eksudenrigsminister Ahmad Sakajev, for at afslutte 15 års blodsudgydelser - mordene på menneskeretsaktivsterne viser, at situationen langt fra er stabil. Sakajev, som den russiske regering ellers hidtil har kaldt en simpel terrorist, men som Kadyrov nu nævner som mulig minister, bad allerede for en måned siden de tjetjenske oprørere om at nedlægge deres våben. Men blot få dage efter besvarede en af hans tidligere næstkommanderende, Doku Umanov, opfordringen med et blodigt angreb, der kostede fem politifolk livet. Derfor tvivler mange på, at fredsforhandlingerne kan føre til noget. Omvendt er også Kadyrov under pres for at sikre mere stabiliet, efter at han har overbevist om at indstille dens 'antiterrorkampagne' i den sønderskudte republik. Optimisterne peger desuden på, at det trods alt er lykkes ham at sikre en vis genopbygning af den tidligere totalt smadrede hovedby Grosnij - ifølge besøgende journalister er der store plakater af Kadyrov overalt, hvor 'folket' hylder og takker ham. Pessimisterne ser ham som en alvorlig del af Tjetjeniens problem, ikke af løsningen. Lad os se, hvad den fredskongres fører til. Men en ting er sikker: Det er langt fra alle, der elsker Kadyrov. Spørgsmålet er blot, om Ugens Bommert er, at han siger det. Eller at det omgivende samfund ikke for længst har sagt kraftigere fra over for folk som ham.