0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Wikileaks presser regeringen

Michael Jarlner
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det var militærhistoriens største lækage, da hjemmesiden WikiLeaks i går offentliggjorde 391.832 hidtil hemmeligholdte dokumenter om Irakkrigen.

Men ikke nok med det.

Det er også rystende læsning om ikke bare omfattende irakisk tortur af fanger.

Det handler også om danske, britiske og amerikanske styrker, der helt systematisk synes at have lukket øjnene for torturen, og som derfor fortsatte med at udlevere fanger til det irakiske torturpoliti.

Det er også dokumenter, der underminerer hidtidige forsikringer om, at USA og dets allierede ikke førte regnskab med antallet af døde. Faktisk afslører deres egne tal et chokerende højt antal civile døde.

Det var imidlertid ikke denne substans, der i går optog USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, og det militære hovedkvarter i Pentagon. De skød i stedet efter budbringeren, WikiLeaks. Og herhjemme søgte regeringen og dens faste støttehjul i Dansk Folkeparti enten i flyverskjul eller trådte vande.

Men der stopper sagen næppe, for substansen er for alvorlig.

For det første udstiller dokumenterne en vestlig militærmaskine, der helt systematisk vendte det blinde øje til rapporter om tortur.

Ifølge den britiske avis The Guardian, der har haft forhåndsadgang til dokumenterne fra WikiLeaks, var der »hundredvis af rapporter om overgreb, tortur, voldtægt og endda mord, der blev begået af irakisk politi og soldater, hvis handlinger synes at have været systematiske og normalt ustraffede«.

»De giver arrestanterne bind for øjnene og hænge dem med hovedet nedad i deres fødder for at slå dem under fodsålerne. Også brugen af et elektrisk apparat er bekræftet«, står der i en rapport fra februar 2004 om 23 fanger i et sydirakisk fængsel, som i går var gengivet i Information, der også har haft forhåndsadgang til WikiLeaksmaterialet.

Ifølge The Guardian forsynede de vestlige koalitionsstyrker hyppigt rapporterne om overgreb med påskriften »Ingen efterforskning er nødvendig«. Derefter blev sagen sendt videre til behandling hos de de irakiske myndigheder, som selv stod bag overgrebene.

De danske styrker har efter alt at dømme haft adgang til disse torturrapporter, som tilmed passer ind i det billede, der tegnes af rapporter fra Internationalt Røde Kors ( 2004) og menneskeretsorganisationen Human Rights Watch ( 2005).

Den irakiske tortur har derfor været velkendt - eller burde i hvert fald have været det.

Alligevel udleverede danske styrker fanger til de irakiske myndigheder.

Tidligere forsvarsminister Søren Gade ( V) oplyste i 2006, at den danske bataljon havde tilbageholdt 21 personer i 2004-2005. Informations forhåndsgennemgang af WikiLeaksdokumenterne viser imidlertid, at danske styrker i 2004 og 2005 medvirkede til tilfangetagelsen af mindst 95 irakere, mindst 62 af dem blev overladt til de irakiske myndigheder.

Forskellen mellem disse og Søren Gades tal kan skyldes, at Forsvarsministeriet har betragtet de fleste af fangerne som briternes ansvar, fordi danske styrker efter den såkaldte Hommelsag i 2004 begyndte at tage britiske soldater med sig på operationer.

På den måde sikrede man sig, at det var britiske soldater, der rent fysisk lagde hånd på de irakiske fanger, hvorved det juridiske ansvar så også var britisk.

Det kan imidlertid meget vel være en omgåelse af Genèvekonventionen, og allerede dér melder sig derfor et presserende behov for en uvildig undersøgelse.

Men der er mange andre spørgsmål: Hvor meget vidste - eller burde have vidst - de danske styrker og deres politiske ansvarlige, herunder Nato's nuværende generalsekretær og daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen om den irakiske tortur?

Kan ansvarlige i det danske militær og blandt regeringens ministre drages til ansvar for at have udleveret fanger til tortur?

Og kan danske militærfolk og politikere - også retligt - gøres ansvarlige for at have vendt det blinde øje til omfattende tortur? Der er kort sagt et oplagt behov for en uafhængig undersøgelse af den danske Irakindsats, der ironisk nok blev fremstillet som et forsvar for menneskerettighederne.

Og vel at mærke en undersøgelse, som også ser på, om Folketinget har den fornødne kontrol med et forsvar, der efter lækage-og jægerbogsagerne fremstår stadig mere flosset i moralen.

Behovet er kun ekstra presserende, i betragtning af at VK-regeringen over de seneste syv år har trukket dansk udenrigs-og sikkerhedspolitik ind på en stadig mere militaristisk kurs, der også omfatter krigen i Afghanistan. Problemet er bare, at det er regeringen selv og dens støtter i Dansk Folkeparti, som afgør, om sådan en undersøgelse skal finde sted. Og de har hidtil været mere optaget af hensynet til det kommende folketingsvalg end af at drage en vigtig lære af Irakkrigen.

Men behovet er ikke desto presserende, det udstiller den seneste lækage.

Men i virkeligheden trækker det måske også op til, at en instans som Den Internationale Straffedomstol går ind i sagen for at afgøre om tidligere statsledere som nuværende Nato-generalsektretær Anders Fogh Rasmussen kan stilles juridisk til ansvar. Ikke bare for deres gerninger, men også for deres undladelsessynder i forhold til at se gennem fingre med deres irakiske partners brug af tortur.

Det er for såvidt skæbnens ironi, at netop Fogh-regeringen og daværende udenrigsminister Per Stig Møller i andre sammenhænge gjorde det til en mærkesag at få det internationale samfund til at knæsætte princippet om 'Responsibility to Protect': at gribe ind over for regimers systematiske forfølgelser og krænkelser af egne befolkninger. Fokus var dog på Sudan, ikke egne gerninger i Irak.


Men der stopper behovet for en undersøgelse - og eventuelt et retsopgør - ikke.

WikiLeaks punkterer også officielle amerikanske påstande om, at man ikke har tal for antallet af dræbte under den syv år lange Irakkrig, der begyndte 20. marts 2003.

På grundlag af de nu offentliggjorte dokumenter blev der i perioden januar 2004 til december 2009 dræbt 109.032. Heraf var 66.081 civile, 23.984 ' fjender', 15.196 irakiske soldater og 3.771 egne soldater. Det er altså over 60 procent af de dræbte, som er civile.

Selv Iraq Body Count - en græsrodsorganisation, der hidtil har været ene om systematisk at registrere antallet af døde irakere, og som er nået op på omkring 100.000 civile døde under hele Irakkrigen - er overrasket over hele 15.000 af de dødsfald, som nu fremgår af WikiLeaks' dokumenter.

Kort sagt: Blodbadet har måske været endnu voldsommere end de i forvejen chokerende høje tal for en krig, der fra start blev ført på et falsk grundlag.

Også det skriger på en undersøgelse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage