Antallet af ministre taler sit eget sprog: Med hele fire udenrigspolitiske ministre samt en minister for nordisk samarbejde har S-R-SF-regeringen klart signaleret, at den opfatter dansk udenrigspolitik som et kerneområde. Og vel at mærke et område, der ud over de mere klassiske opgaver også er udset til skulle hente både vækst og arbejdspladser til landet. Den bevægelse var for så vidt allerede i gang i forvejen. Men med udnævnelsen af en særlig ’eksportminister’ i skikkelse af samhandels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) har den nye regering signaleret endnu større ambitioner. Satsningen på udenrigspolitikken fremgår også af, at alle regeringspartier bidrager til området med (mindst) en minister: SF i form af udenrigsminister Villy Søvndal og førnævnte Pia Olsen Dyhr. Socialdemokraterne i form af europaminister Nicolai Wammen. Og de radikale i form af udviklingsminister Christian Friis Bach og – dog lidt mere på afstand – kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen, der har fået ansvaret for det nordiske samarbejde. Kun de fire førstnævnte får kontor i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads. Men lige så ambitiøst det ser ud, lige så vanskeligt kan det blive. Dels fordi verden generelt er i opbrud. Dels fordi alle fire udenrigspolitiske ministre vil blive mødt af en række dilemmaer, der hurtigt kan bringe dem i klemme mellem deres respektive baglande og den udenrigspolitiske virkelighed. Kritik eller eksport? De to SF’ere kan hurtigt blive de første til at komme i skudlinjen. På den ene side fastslår regeringsgrundlaget nemlig, at Danmark skal satse på eksport og investeringer fra mere eller mindre demokratiske lande som Kina og Rusland: »Danmark skal i højere grad satse på de nye vækstlande som Brasilien, Rusland, Indien og ikke mindst Kina (BRIK-landene) samt den næste bølge af vækstlande«, hedder det. På den anden side – hvad dele af SF’s bagland givet vil lægge vægt på – står der også: »Danmark skal yde støtte til fremme af menneskerettighederne, styrke indsatsen for at fremme god regeringsførelse og samfund baseret på retsstatsprincipper samt støtte udvikling af demokratiske institutioner«. I forhold til en kæmpenation som Kina kan man imidlertid ikke regne med, at man både kan blæse til eksport og have kritik i munden. Spørg bare Norge, der stadig er på is i Kina, fordi den norske Nobelpriskomité sidste år tildelte en kinesisk systemkritiker Nobels Fredspris. Eller husk Kinas vrede mod os selv, da den tibetanske leder Dalai Lamai kom til Danmark i 2009. Og læg også mærke til, at Danmarks ambassadør i Indien, Freddy Svane, så sent som i forgårs påpegede, at Indiens regering har lagt Danmark på køl, fordi vi har afvist at udlevere den danske våbensmugler Niels Holck til indisk retsforfølgelse. »Hvis ikke der findes en løsning på det her, så vil det få direkte konsekvenser for Danmark i form af tabte arbejdspladser, tab af investeringer og tab af markedsandele i det, der skulle have været et indisk væksteventyr«, sagde han til Ritzau. For lande som Indien og Kina, der tilsammen tegner en tredjedel af klodens befolkning, kan man altså ikke bare regne med, at man både kan eksportere og kritisere – endsige signalere forbehold over for deres retsvæsen. Det ved Pia Olsen Dyhr godt, fremgik det i forgårs, da hun i Politiken kommenterede forholdet mellem eksport og menneskerettigheder: »Hvis jeg decideret bliver spurgt, vil jeg selvfølgelig svare på det. Men min opgave er at øge eksporten fra Danmark, det er der ingen tvivl om«,sagde hun. Men hvad siger SF’s bagland så til det? Strækker dets pragmatisme sig lige så langt? Det skabte allerede harme i partiet, da SF’s ledelse i 2009 – op til klimatopmødet i København – lagde sig fladt ned for Kina og tiltrådte en erklæring om, at Danmark så sandelig er imod et selvstændigt Tibet. Kan partiformand og udenrigsminister Villy Søvndal holde til mere af den form for pragmatisk 'realpolitik' i en tid, hvor mange SF’ere i forvejen føler sig tromlet ned i vigtige mærkesager? Samme Villy Søvndal kan også hurtigt komme ud på en svær balanceakt i forhold til en anden presserende udenrigspolitisk sag: Afghanistan. På den ene side vil han tegne en regering, der fra næste år trækker danske soldater ud af Afghanistan. Det vil givet være populært i SF. På den anden side risikerer han også hurtigt at stå med et Afghanistan, der igen hvirvler mod kaos, alt imens sårbare afghanske kvinder igen kan blive presset af prisen for udenlandsk tilbagetrækning: En fredsaftale med Taleban. Han vil derfor hurtigt erfare, at det vil have sin pris at imødekomme den mest pacifistiske fløj i partiet: Han vil blive gjort medansvarlig for udviklingen, efter at de danske sooldater er trådt ud. Og udviklingen varsler ilde - trods ti års krig. Problemerne bare vokser...
Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) står også med sine hovedbrud. Han er ganske vist sat i spidsen for en radikal mærkesag, der tilmed har udsigt til flere penge. På længere sigt... Ifølge regeringsgrundlaget skal udviklingsbistanden således »over en årrække« tilbage på en procent af bruttonationalindkomsten. Men pengene er der ikke endnu. Faktisk truer nye besparelser i 2012 og 2013. Også selv om udfordringerne er enorme: Verden oplever allerede dramatiske fødevarekriser, og allerede 31. oktober i år vil risikoen for en yderligere forværring blive udstillet, når klodens befolkning officielt passerer syv milliarder. Unge afrikanske demokratier vil komme under yderligere pres, mens skrøbelige stater som Yemen og Somalia vil fortsætte mod kaos og uddybe de flygtninge-, pirateri- og terrorproblemer, som allerede udgør et massivt problem. Og så, vil mange radikale spørge, vil regeringen spare? Selv FN's generalsekretær, Ban Ki-moon er så bekymret, at han i t eksklusivt interview i dagens udgave af Politiken slår alarm ( http://politiken.dk/udland/ECE1416412/eksklusivt-interview-ban-ki-moon-giver-amerikanske-politikere-en-opsang/) Fra Aarhus til Bruxelles Socialdemokraterne har sikret sig posten som europaminister op til det det danske EU-formandskab fra nytår. Det er der masser af prestige i. Og derudover vil den tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen blandt andet skulle stå i spidsen for starten på de vigtige forhandlinger om EU’s næste syvårsbudget. Men formandskabet vil også udstille hans politiske svaghed: Som repræsentant for et ikkeeuroland vil han være henvist til andenparket, når de 17 eurolande med Tyskland og Frankrig i spidsen forhandler det helt afgørende EU-spørgsmål: Hvordan man redder euroen og undgår en økonomisk nedsmeltning i Sydeuropa. De danske muligheder ligger i rollen som en stærk koordinator, og her kommer den i EU-sammenhæng uprøvede Nicolai Wammen på en hård prøve. Men han er ikke uden chancer. Opfattelsen af Danmark er allerede væsentligt forbedret i EU, efter at den ny regering som noget af det første opgav opførelsen af fysisk grænsekontrol ved grænsen. Langt ind i det borgerlige tyske parti CDU kunne man faktisk høre lettelsen.