Et valg i Rusland burde egentlig interessere os. Vi taler om et valg, der strækker sig over hele ti tidszoner fra Europa til Fjernøsten i verdens - formelt set - mest udstrakte demokrati. Vi taler om en militær stormagt og tidligere koldkrigsfjende. Om verdens største olie- og gasproducent. Om et gigantland, hvor bare Moskvaregionen er på størrelse med Schweiz, mens den mere upåagtede Leningradregion med Sankt Petersborg som hovedby er på størrelse med hele Ungarn. Vi taler om et såkaldt Brik-land, der ganske vist ofte overskygges af de mere folke- og farverige nationer Brasilien, Indien og Kina, men som har den største indkomst per indbygger af dem alle. Vi taler om et land, der bliver stadig mere centralt for også den danske energiforsyning, og som for nylig var vært for et storstilet dansk eksportfremstød med dronning Margrethe i spidsen. Der er kort sagt masser af grunde til at interessere sig for Rusland og dermed også for det parlamentsvalg, der finder sted i kæmpelandet i dag. Men det gør vi ikke. De færreste tror nemlig, at valget ændrer det store: Vi ved, at ministerpræsident Putins parti, Forenet Rusland, vinder. Vi ved også, at han - efter sin forfatningsbestemte pause fra præsidentposten (man må kun sidde i to sammenhængende perioder) - igen vil bytte post med den nuværende præsident Medvedev efter det russiske præsidentvalg i marts. Den aftale ligger ligesom i kortene. Og de to mænd og deres partier skal såmænd nok vinde valget i dag og igen til marts, for som man siger i Rusland: Det afgørende er ikke, hvad folk stemmer, men hvem der tæller deres stemmer op. Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) talte allerede ved det forrige valg i 2007 om et »unfair« valg. Intet tyder på, at dette sjette valg til Dumaen siden Sovjetunionens opløsning skulle blive så meget anderledes. Heller ikke selv om OSCE kun får et glimt af det: Rusland har kun tilladt organisationen at sende 200 valgobservatører til at overvåge de i alt 95.000 valgsteder rundt om i Ruslands ti tidszoner. Judas! Vladimir Putin har da også allerede advaret oppositionen mod at skabe uro og understreget, at landets stabilitet går forud for alt andet. Og i søndags hånede han det uafhængige institut Golos, der bl.a. overvåger valg og modtager økonomisk støtte fra USA og Europa, som et eksempel på, at Vesten forsøger at påvirke valget i Rusland. »Men det er at smide penge ud ad vinduet«, sagde Putin og gav to grunde: »For det første er Judas ikke den mest respekterede bibelske figur i vort folk. For det andet gør de klogere i at bruge deres penge på at få styr på deres statsgæld og holde op med at føre en dyr og ineffektiv udenrigspolitik«. For mange udtrykker lige præcis den slags udtalelser det demokratiske problem i Rusland: Landets stærke mand er hverken interesseret i demokrati eller i at blive sagt imod. Han styrer en nation, der efter de store demokratiske forhåbninger oven på Sovjetunionens sammenbrud, er gledet Vesten af hænde. Russerne har også selv tabt troen på demokratiet. I en meningsmåling for nylig svarede to tredjedele, at de er ligeglade med politik. Før valget i 2007 var det under halvdelen. Og før det var det kun hver tredje, der var politisk apatisk. I en af de tusindvis af indberetninger fra amerikanske diplomater, som WikiLeaks har offentliggjort, omtaler den spanske statsadvokat Jose Grinda Gonzalez, der er specialist i spansk-russiske mafiaforbindelser, Rusland som en »mafiastat«. »Grinda erklærede, at han opfatter Hviderusland, Tjetjenien og Rusland som rene 'mafiastater' og sagde, at Ukraine vil udvikle sig til en. For alle disse lande hævdede han, at man ikke kan skelne regeringens aktiviteter fra de organiserede kriminelle gruppers«, står der i en hemmeligstemplet indberetning af 8. februar 2010 fra USA's ambassade i Madrid. Gennemkorrupt Også den ansete græsrodsorganisation Transparency International opfatter Rusland som et gennemkorrupt land, der figurerer helt i bund på en liste over korruptionen i 183 lande, som organisationen offentliggjorde i torsdags. Hvor Danmark står som verdens næstmindst korrupte land, så ligger Rusland på en 143.-plads. Dermed er russerne helt på linje med Nigeria og Uganda, men langt dårligere placeret end lande som Bulgarien, Albanien, Bangladesh, Pakistan og en række af de arabiske lande, hvor befolkningerne inden for det seneste år har sat sig op mod deres herskere. Hidtil har Vladimir Putin og hans magtapparat formået at bevare befolkningens opbakning. Han har fået styr på et Rusland, der var ved at falde fra hinanden oven på kommunismens sammenbrud, og takket være høje oliepriser lykkedes det i årene 2001-2008 at fordoble økonomien. Men sådan er det ikke længere. Væksten er begyndt at løje af, og ifølge viceøkonomiminister Andrej Klepatj ventes der i år en kapitalflugt på 80 mia. dollar - det næsthøjeste siden 1994. Netop korruption og manglende retssikkerhed får russiske investorer til at trække deres penge ud af Rusland og udenlandske investorer til at holde sig væk. Det betyder også, at det russiske samfund går glip af en stærkt tiltrængt modernisering, der kunne mindske dets sårbarhed over for ofte store udsving i verdensmarkedspriserne på olie og gas. I dag udgør olie- og gasindtægterne halvdelen af indtægterne for en russisk stat, som 60 millioner russere eller 40 procent af befolkningen er afhængig af. Nationalismen Vælgerne er allerede begyndt at reagere. Mens Putinpartiet Forenet Rusland fik 64 procent af stemmerne for fire år siden, taler nogle meningsmålinger nu om en opbakning på helt ned til 40 procent. De seneste målinger fra de statslige institutter taler dog om 53 procent. Samtidig vinder den nationalisme, som Putin selv har været med til at nære, nu frem i sådan en grad, at det presser ham selv fra højre. Flere steder er det slået ud i et veritabelt fremmedhad mod især gæstearbejdere fra tidligere sovjetrepublikker i Centralasien og Kaukasus. »Hvis det yderste højre bliver stærkere, kan det true Vladimir Putin«, skrev tyske Spiegel for nogle dage siden fra byen Khotkovo, 60 kilometer fra Moskva. Byen blev sidste år kendt, da den efter mordet på en russisk mand fordrev byens gæstearbejdere og erklærede sig for Ruslands første 'udlændingefri' by. 'Rusland for russerne', lød parolen, der ifølge Spiegel støttes af 60 procent af alle russere. Ministerpræsident Putin og præsident Medvedev har reageret på presset fra nationalisterne til højre og venstre ved selv at skrue op for nationalismen: De har senest truet med at opstille nye raketter vendt mod Vesten, hvis Nato opfører et missilskjold. De har netop sendt et krigsskib af sted mod Syrien for at advare Vesten mod at gribe ind dér - og bevare den sidste mellemøstlige bastion fra sovjettiden i Middelhavet. Og de har i det hele taget skruet op for den antivestlige retorik. I virkeligheden er det i strid med Ruslands egen interesse, for det skræmmer både naboer, Vesten og udenlandske investorer endnu mere. Men uanset Putin og hans system kontrollerer stemmeoptællingen og nok skal vinde dagens valg, så føler han sig også presset fra højre. Og derfor leger han lige nu en farlig leg med Ruslands demokrati og omdømme. En leg, der i høj grad burde interessere os - for i værste fald løber legen fra ham.