Sikke nogle uger! For en uge siden var det USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, der kom forbi. I næste uge er det Kinas mægtige præsident, Hu Jintao, der kommer til Danmark. Og i dag åbner så fodbold-EM i det omstridte Ukraine, hvor den danske kulturminister, Uffe Elbæk (R), ikke vil nøjes med at se fodbold, men også vil møde ukrainske menneskeretsaktivister. Det kan – næsten – føles som at sidde i verdens navle. Og det understreger, at Danmark lige nu indtager en rolle, som ikke er mange andre småstater til del. Ikke kun fordi vi er EU-formandskabsland. Men også fordi vi på forskellig vis har store magters strategiske interesse. Den slags kan man sole sig i. Men man kan ikke løbe fra, at det også stiller Danmark over for en stribe dilemmaer, der tvinger os til at afgøre, om vi er mere købmænd end idealister. Eller omvendt. Lad os begynde med Kina. Den kinesiske præsidents besøg fra torsdag til lørdag har fået øjnene til at rulle i dansk erhvervsliv. Uofficielle skøn lyder på, at der vil blive indgået ordrer med Kina for mindst 10 milliarder kroner i den kommende uge. Samtidig har besøget af en kinesisk præsident så stor symbolværdi, at det i sig selv afspejler, at Danmark er inde i varmen. Der er kort sagt udsigt til en mindre eksportfest. Men hør, hvad med de kinesiske dissidenter, der trædes under fode hjemme i Kina? Hvad med Tibet, som netop er blevet lukket for turister oven på længere tids uro, og efter at 37 tibetanere siden marts sidste år har sat ild til sig selv? Hvad stiller vi op? Skal Danmark kæmpe for, at kineserne skal kunne sige, hvad de vil? Eller skal vi koncentrere os om vor egen eksport og vore egne arbejdspladser? Regeringen vil sige, at man kan gøre begge dele: Man må skille tingene ad og tale business i ét rum og menneskerettigheder i et andet. Alt andet vil være naivt, lyder logikken, som understreger, at tidligere tiders udenrigspolitiske værdikamp er blevet fortrængt af pragmatisme som bærende princip – ikke mindst over for store lande (læs: markeder). Danmark har lært lektien Sådan var det under den tidligere regering, og sådan er det stadigvæk. Danmark har nemlig lært lektien. På den hårde måde. Vi blev senest lagt på is af kineserne, efter at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde taget imod den tibetanske eksilleder Dalai Lama på Marienborg i maj 2009. Så i et forsøg på at sikre en succes på klimatopmødet i København nogle måneder senere vedtog et stort folketingsflertal i december samme år – og efter kinesisk pres – en såkaldt verbalnote, hvor Danmark ikke alene officielt anerkendte Kinas herredømme over Tibet. Men det danske folketingsflertal modsatte sig også tibetanernes ønske om uafhængighed, i øvrigt til stor frustration for baglandet i det nuværende regeringsparti SF. Men selv det at adskille tingene kan være en illusion, hvis ikke begge parter er enige om det. Spørg bare i Norge. Vores norske brødre har været lagt på is, siden den norske Nobelpriskomite – og altså ikke engang den norske stat – i 2010 tildelte den fængslede kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo Nobels Fredspris. Danmark har mærket en tilsvarende kulde i forholdet til en anden kommende stormagt, Indien, efter at danske domstole sidste år nægtede at udlevere Niels Holck til retsforfølgelse i Indien, hvor han anklages for at have medvirket til terrorisme. Siden har danske politikere og andre officielle repræsentanter været lagt på is i Indien, hvor den danske regering ellers havde håbet at kunne bruge den offentlige sektor som eksportlokomotiv. Den slags øger forståelsen for pragmatisme. En lignende bombe blev da også afmonteret i april i forholdet til en anden af de såkaldte Brik-lande, Rusland, da retten i Glostrup besluttede at køre sagen mod den dengang spiontiltalte professor Timo Kivimäki for lukkede døre. Årsag: »Forholdet til fremmede magter«. Professorens advokat havde ellers ønsket åbnede døre, Hillary kom forbi Pragmatismen stod også i fuldt flor, da den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, kom forbi. Få dage forinden havde Dansk Institut for internationale Studier (DIIS) fastslået, at USA ikke havde overtrådt nogen aftale med Danmark, da CIA i forbindelse med sit hemmelige fangeprogram overfløj dansk luftrum. Dermed var der ro om den sag. Så besøget endte med at blive så hyggeligt, at Clinton glad kunne underholde om politik og karriere under et stort offentligt møde i Diamanten i København – helt uden at blive afkrævet svar på en anden prekær sag, Obama-administrationens kontroversielle dødslister og hastigt voksende brug af droner til at myrde terrormistænkte. Angreb, der foregår uden rettergang, og langt uden for USA’s egne grænser. Og med hundredvis af civile dræbte. Høj cigarføring om Ukraine Anderledes høj er cigarføringen forhold til Ukraine, der i dag åbner EM i fodbold sammen med den anden værtsnation, Polen. Her har kulturminister Uffe Elbæk (R) trodset andre europæiske ledere og ministre og valgt at deltage. Men han har også bebudet, at han vil bruge sin deltagelse til at føre en form for kritisk dialog, der involverer møde med dissidenter og menneskeretsfolk.
SE PLAKATEN I FULD STØRRELSE PÅ FACEBOOK
