I dagene op til EM i fodbold 2012 har Ukraine oplevet et stormløb af medieomtale og ophedede debatter om racisme i landet.

Som udstationeret amerikaner, der har forsket i racisme, antisemitisme og fremmedhad i Ukraine i de seneste 10 år, må jeg indrømme, at jeg glæder mig over, at disse samfundsmæssige handikap omsider får den internationale, for ikke at sige indenlandske opmærksomhed, de længe har fortjent. Beretninger om hagekors og keltiske kors, om hooligans, der træner nye rekrutter i skove, og fans, der banker folk med andre hudfarver, kommer ikke bag på mig. Det er ikke noget nyt. I virkeligheden, ifølge mine kontakter i de afrikanske samfund, er situationen faktisk blevet lidt bedre i det seneste år eller to. Det nye og forfriskende er omtalen.